Vroue sogn

Vroue Sogn

Tekst: Ruth Meller Sørensen

Vroue Sogn er nabo til Vridsted sogn i den vestlige del af Viborg Kommune. Sognet gennemløbes i syd af hovedvej A 16 og af landevejen fra Skive mod Kjellerup i den østlige del. I Vroue er der tre bysamfund, Vroue, Kjeldbjerg og Sjørup. Mod syd udgør Sejbækken grænsen til Resen sogn. Bækken løber i bunden af en smeltevandsdal, dannet i slutningen af sidste istid. Førhen fulgte Holstebro-Viborg landevej dette vandløb fra Sejbæk til Hagebro. En del af dalen kaldes Røverdalen eller ”Dødemandsdalen”.

Her lå røverne på lur efter de vejfarende. En røver i Sejbæk skulle efter sigende have sagt til kromanden i Hagebro: ”Vi skal jo begge leve af de vejfarende”, så helt ufarligt var det nok ikke at rejse mellem Viborg og Holstebro. En rejsebeskrivelse fra 1786 udtrykker malende, hvor forfærdelig en tur det var at rejse fra Viborg til Holstebro. I oldtiden fulgte folk også dalen, og sporene fra den tid kan stadig ses i det nu fredede landskab.

Den nuværende hovedvej 16 blev bygget i årene 1855-1857 som en stenvej, såkaldt chaussé. Ingeniør på vejen var den senere ret så kendte E. M. Dalgas.

Krydset i Sjørup 1952

Vroue

Landsbyen Vroue er et af de mindste bysamfund i den tidligere Fjends Kommune. Er landsbyen ikke stor, er sammenholdet stærkt. Beboerforeningen arrangerer sammenkomster for både store og små.

Den eneste dagligvareforretning, Brugsen, lukkede i 1989. Overskuddet fra Brugsen blev fordelt mellem Vroue Skole, Fjandbohus i Iglsø og Vestfjendshallen i Vridsted.

Vroue Brugs 1989

Vroue var førhen kendt for at være et tilholdssted for rakkere. Et rakkerhus lå ikke langt fra præstegården, og her boede en rakker, Jørgen Axelsen, med sin kone, Sidsel Mari. Selv om de ikke ejede meget, var de gæstfrie og delte gerne med ligesindede, der kom forbi. Ingen gik hverken sultne eller tørstige fra rakkerhuset, men det hændte, at festen blev for højrøstet, og sognefogeden blev tilkaldt for at dæmpe gemytterne. Han skulle bare nævne Viborg Tugthus, så blev der ro. Der ville de så nødigt hen.

Vroue Sogns skoler

Den første egentlige skolebygning opførtes i 1743, men har ikke været bygget af de bedste materialer, da den ret hurtigt var i en elendig forfatning. Derefter foregik undervisningen i beboernes stuer. Skoleloven fra 1814 bød sognene at sørge for skoler til børnene, men i Vroue sad pengene ikke løs i lommerne på dem, der skulle betale. Først i 1827 stod skolen i Vroue færdig. En del af materialerne kom fra Vroue kirke, hvor man havde nedrevet en korsarm. I 1880, 1914 og endelig i 1955 blev der bygget nye skoler i Vroue. Den sidste skole blev centralskole for hele sognet.

I 1800-tallet kunne et skoleembede ikke altid brødføde læreren, så derfor havde han et lille landbrug ved siden af. Her hjalp eleverne til med at høste.

Skolen fra 1914 blev tegnet af den kendte Viborgarkitekt Søren Vig-Nielsen. Da den fik en afløser i 1955, blev skolen lavet om til kommunekontor for Vroue-Resen Kommune. Efter kommunalreformen i 1970 fungerede bygningen som kommunekontor, indtil rådhuset i Stoholm stod færdigt i 1972, derefter kom bygningen i privat eje.

Børnene fra Kjeldbjerg gik i skole enten i Vroue eller i Iglsø indtil 1902, hvor der blev bygget en skole i Kjeldbjerg. Fra 1955 blev Kjeldbjerg forskole til Vroue skole.

Sjørup fik en skole i 1914, men også den blev i 1955 en forskole til skolen i Vroue. Skolen har hidtil haft børnene fra Sdr. Resen, Vroue, Sjørup og Kjeldbjerg fra børnehaveklasen til og med 7. klasse, hvorefter eleverne fortsatte på Vridsted Skole. Vroue Skole blev fortid den 1. juli i 2007, og alle eleverne er flyttet til Vridsted Skole.

Beslutningen om at lukke Vroue Skole var ikke så længe undervejs, som da skolen skulle stå færdig i 1827.

Vroue skole ca. 1991

Præstegården

Præstegården i Vroue er en af de ældste i landet bygget i 1723. Det var ikke af storhed, at Vroue dengang fik en ny præstegård. Efter en bispevisitats i 1722 skrev biskoppen om præsteboligen, at ”man ingensteds i huset kunne sidde fri for regn, når det regnede”. Præstegården fik ikke mindre end 11 værelser og blev bygget i bindingsværk med stråtag. Huset er ”kalket over stok og sten”, hvilket betyder, at både bindingsværk og sten er kalket. Huset blev restaureret i 1979, og i den forbindelse blev en bjælke med initialerne fra bygmesteren og hans hustru indsat over indgangsdøren. Bjælken sad oprindeligt over ildstedet. Der er frit udsyn til den meget smukke præstegård fra vejen, da de tre udlænger blev nedrevet i 1964.

Kjeldbjerg

Bysamfundet i Kjeldbjerg er opstået inden for de sidste 150 til 200 år. På gamle målebladskort fra 1842 er der ikke aftegnet andet end Kjeldbjerggård. Denne gård er bygget, hvor der førhen var en helligkilde eller på jysk en ”kjeld”. Byen er vokset til at have små 300 indbyggere. Selvom der ikke mere er en skole i Kjeldbjerg, har byen en børnehave. I 1989 oprettede borgerne i Kjeldbjerg selv børnehaven med tilskud fra Fjends Kommune. I 2001 byggede kommunen en ny flot børnehave til 62 børn. Til børnehaven hører et stort og dejligt udenomsareal.

Kjeldbergs sidste dagligvareforretning lukkede i begyndelsen af 2006, og ved udgangen af samme år blev biblioteket lukket.

Sjørup

Byen ligger, hvor Viborg-Holstebro og Skive-Kjellerup landevejene krydser hinanden. Krydset var i mange år en sort plet på vejkortet. Allerede i 1949 ytrede borgerne i Sjørup ønske om at få fjernet tre ejendomme, så der kunne laves en rundkørsel. Der skete dog ikke noget før end i 1969. Da måtte kroen lade livet i et forsøg på at bedre oversigtsforholdende, hvilket ikke hjalp. I 1977 skete der en større regulering af krydset, og i forbindelse dermed måtte endnu to huse lade livet. Men der skete stadig mange uheld, så i 1988 blev krydset igen lavet om. Denne gang blev Skive-Kjellerupvejen forskubbet, så bilisterne her blev tvunget til at stoppe, før de kunne krydse Viborg-Holstebrovejen.

Sjørup har sognets eneste dagligvarebutik. Brugsen blev oprettet i 1906 og ligger stort set lige ved siden af det stærkt trafikerede kryds, hvilket medfører mange ”strøgkunder”. I 1980’erne, hvor mange små landbrugser led butiksdøden, gik det rigtig godt for Sjørup Brugs. Faktisk gik det så godt, at brugsen udvidede sit butiksareal til det dobbelte i 1988. Udover dagligvarer kan bilister og beboere købe benzin.

Dr. Rambusch og fru Johanne i Sjørup

Et par af Sjørups markante beboere var distriktslæge fra 1889 til 1910, dr. S. Rambusch og hans hustru. Fru Rambusch var en efterspurgt foredragsholder. Hun arbejdede for kvinders valgret og var formand for Landsforbundet for Kvinders Valgret, da kvinderne i 1915 fik valgret. Fru Rambusch opnåede endda selv at blive valgt til Landstinget for Det radikale Venstre, hvor hun var i årene 1927-28.

Johanne og Sigurd Rambusch

omkring 1890

Sideløbende med sin lægegerning forskede og skrev S. Rambusch afhandlinger inden for lægefaget, men han havde også interesse for naturen og skrev naturvidenskabelige afhandlinger. Det største værk omhandlede Ringkøbing Fjord og blev udgivet med støtte af Carlsberg-fonden. Dette værk var i mange år grundlaget for al forskning omkring Ringkøbing Fjord.

Som læge var S. Rambusch meget afholdt af befolkningen, skønt han kritiserede deres levevis. Ud over at behandle patienterne fortalte han om, hvordan sygdomme kunne holdes fra døren ved ikke at spise af et fælles fad samt udvise renlighed ved madlavning. Han anbefalede udluftning og opfordrede også til personlig renlighed.

Parret var meget gæstfrie, og en række kunstnere var ofte gæster i deres hjem. Forfatteren Jeppe Aakjær boede i flere omgange hos parret. I årene 1901-06 boede han fast i et værelse på loftet, og her skrev han blandt andet ”Rugens sange”.

Selvom parret i 1910 rejste til Aalborg, glemte de aldrig Sjørup, og under et besøg udtog de et gravsted på Vroue kirkegård, hvor de begge blev begravet. Borgerne i Sjørup glemte heller ikke dr. Rambusch og fru Johanne. En stor sten på deres gravsted er skænket af befolkningen i hans gamle lægekreds.   

Faktaboks

Indbyggere

1850:   287

1901:   621

1960:   939

2007: 1.037

Areal:  2.492 ha

Navnet

Vroue er formodentlig en sammenskrivning af ordene vrå og høj i deres gammeldanske form.