Tjenestepige 1952-53

Tjenestepige i 1952-53

Efter at have gået i skole til jeg var 17 år, var det meget lidt, jeg havde lært af husligt arbejde, selv om mine forældre hele tiden var over mig, for at få mig til at hjælpe til derhjemme. Jeg var den yngste af otte søskende og havde plaget mine forældre for at komme på realskole i Bjerringbro. Det var i 1947, og flere af mine kammerater skulle gå i skole der.

Efter eksamen i sommeren 1952 havde jeg så syv måneder, inden jeg skulle på skolebænken igen, og hvad var mere naturligt end at komme i huset og få lært at lave mad og gøre rent. Der var kun en enkelt, der søgte hushjælp i avisen på denne skæve tid af året. Det var i Brabrand, og efter ansøgning skulle jeg komme til samtale hos fruen. Hun sagde, at der ville komme en vaskekone til storvasken og en kone til lørdagsrengøringen. Jeg skulle så hjælpe til med madlavningen, rede senge, tørre støv af og moppe gulve, dække bord og vaske op. En søn, som var blevet student, boede hjemme foruden to børn på 4 og 8 år. Der var nok at se til.

Rengørings- og vaskekonen var den samme. Det var nabokonen, men hun kom kun to gange, og så mente fruen åbenbart, at jeg var i stand til at klare det alene. Køkkenhaven måtte jeg da også gerne prøve at komme til bunds i.

Når jeg serverede maden, var det først herren i huset, der skulle have. Jeg skulle spise med ved bordet, men det kunne kun blive en lille smule, for at de ikke skulle vente på mig, inden næste ret skulle serveres. Over spisebordet hang en ringeklokke, som flittigt blev benyttet i køkkenet, hvis det tog for lang tid, inden næste ret var klar. Jeg gik altid sulten fra bordet. Eventuelle rester stod fruen for at gemme væk.

Fruen syntes, jeg skulle lære porcelænsmaling, og meldte mig til det nede i byen. Det syntes jeg var spændende, men der var sjældent tid til at sidde og male. En aften, jeg kom hjem fra porcelænsmalingen, var dørene låst, og jeg kunne ikke komme ind. Et toiletvindue i kælderetagen stod åben, og jeg kunne lige akkurat komme igennem det og ind. Næste dag spurgte de om, hvordan jeg var kommet ind. Nåh, det var ikke noget problem. Jeg fortalte ikke om vinduet, for det kunne måske bruges en anden gang. Det viste sig også var godt regnet ud. 

Nabokonen og hendes datter tog sig vældig pænt af mig, og der kunne jeg komme lige så tit, jeg havde fri. Datteren og jeg bestemte, at vi ville til bal på kroen en lørdag aften, hvor jeg havde fri. Jeg pakkede en kjole ind og kastede den ud af et toiletvindue på loftsetagen. Vi kom til bal, men studenten var uheldigvis også til bal. Han kom endda og bød mig op til dans, men ved bordet næste dag, sagde sønnen nok så sarkastisk: "Og hvem tror I så, der var til bal på kroen i aftes?" Jeg blev så flov, at jeg ønskede mig langt væk. Dørene var naturligvis låsede, da jeg kom hjem, men de havde ikke fundet ud af min nødindgang.

En nat vågnede jeg ved, at en bil startede lige neden for mit vindue. Den gik i stå igen og blev forsøgt startet gang på gang. Da jeg så ud af vinduet, sad bilen fast i en skrænt, og røg og damp stod om den. Jeg var klar over, at en tyv var ved at stjæle bilen, og jeg listede hen til sønnens værelse og fik ham sat ind i situationen. Han kaldte på sin far, og sammen løb de ud i bar undertøj og med mandens gevær. Manden råbte: "Stands, eller jeg skyder". Tyven stak i løb ned ad vejen. Manden affyrede geværet, og tyven faldt så lang han var. Det så jeg alt sammen fra mit vindue. Jeg tænkte på, om han mon var blevet skudt, eller det bare var et advarselsskud. Manden ringede til politiet, som dog først kom op på formiddagen. Politiet spurgte ikke mig om noget, men da han var kørt, gav manden mig 10 kr. som tak, fordi jeg havde reddet deres bil.

Mit helbred var ikke det allerbedste. Jeg var frygtelig træt, og kunne ikke cykle op ad bakken nede fra byen uden at skulle trække cyklen. Jeg havde ellers ikke haft besvær med at cykle 14 km daglig til og fra skole de sidste fem år. Da jeg så skulle til lægen og have en lægeattest, viste det sig at blodprocenten var så lav, at selv menstruationen udeblev. Mine nerver var også ret flossede, så nabokonen syntes, jeg skulle sige op. Hun kunne skaffe mig ind hos min frues kusine, som boede i samme gade. Nabokonen kom der selv som rengøringskone.

Fra 1. november kunne jeg så begynde i min nye plads. Arbejdsmæssigt var det bedre. Nabokonen gjorde lørdagsrent, jeg skulle hjælpe med madlavningen og alt det daglige. Heldigvis skulle jeg ikke spise med ved bordet, så når herskabet havde spist, kunne jeg spise alt det, jeg havde lyst til i køkkenet.

Desværre havde fruen et alkoholproblem. Når manden var i København på forretningsrejse, skulle fruen nødvendigvis have en halv flaske brændevin. En gang forsøgte hun at overtale mig til at hente en halv snaps hos en lille købmand i nærheden. Det var en lørdag aften efter lukketid. Heldigvis fik jeg sagt fra.