Stille Fritz

Stille Fritz fra Fjends –

en af de sidste landevejsriddere

Det var som regel mennesker, han tegnede.  Således gik han rundt og tegnede politibetjente med stor næse og hat på vejskiltene, hvor han om frem.Også på læskure og hvor Fritz  overnattede, kunne man finde Fritz’ tegninger.

 I Stauning hos Knud Jensen fandt de ved en ombygning af laden nogle fine tegninger. Ansigterne var tegnet med fed blyant, og en af de flotte tegninger kunne godt ligne Fritz selv. Ved tegningerne står der en hilsen: ”Venlig Hilsen Fritz 7-9. 60”. Også på døren mellem stalden og laden står der en hilsen fra Fritz, her havde han valgt at kalde sig Stille Fritz.

 I 1969 fortalte Fritz om sit liv i en artikel. Her fortalte Fritz, at der var mange børn i hans barndomshjem og de skulle alle ud og tjene tidligt. Men fast arbejde var ikke noget for Fritz, så han blev vagabond. Nogle gange fortalte han folk en historie om en kone, som havde fundet sig en anden, men det var ”bare løgn” som Fritz selv sagde.

 ”Jeg er bare en vagabond uden fortid eller fremtid. Det ville være tåbeligt at blive et ’ordentligt’ menneske, de har alt for mange problemer. Når man skal betale 100 kroner for et hotelværelse, kan det ikke give andet end problemer. Nu skal du ikke tro en vagabond er sorgløs. Han må arbejde ligeså hårdt som enhver anden borgerlig. Det er anstrengende at tigge og sige undskyld tusinde gange om dagen, bare fordi man er sulten. Men det regner folk ikke for noget. Hvis jeg søger arbejde for en dag eller to, bliver jeg bare nedstirret, men selvfølgelig når man bliver regnet for et nul, er det lettere at tigge en 25-øre”. Sagde Fritz.

At det kunne være et hårdt liv, bekræfter Fritz, når han fortæller om dengang han ville tage sit eget liv: ”En juleaften for 37 år siden var jeg frygteligt deprimeret, (…) og jeg gik ned til vandet og stak en finger i. Vandet var iskoldt, så jeg tænkte, jeg må hellere vente med at begå selvmord til det bliver sommer.(…) På den måde er det aldrig blevet til noget.”

Nogle troede Fritz ikke gad arbejde, men i hans yngre dage var han med til at anlægge Aalborg Flyveplads og siden arbejdede han i brunkulslejerne i Søby og Nr. Virum. Egon Jeppesen, Rønbjerg, har skrevet en artikel om sin ven Fritz. ”Mit første møde med Fritz var på Aalborg Flyveplads, vist i 1943 til hen på foråret i 1944, hvor vi støbte startbaner og bunkers. Vi var 6 mand i det støbesjak. Der var bl.a. forfatteren Sigfred Pedersen, ham, som skrev sangen ”Nu lokker atter de lange veje”. Der var også Mads Fuglsang, som siden skrev 3 bøger med titlerne ”Løsarbejder og arbejdsløs”, ”Bondedreng på valsen” og ”Fra Argentina til Storstrømsbroen”.

Sidst i 1944 mødtes de igen i brunkulslejerne. ”Her husker jeg særligt Fritz, når han med skovl læssede 100 tons kul i banevogne dagligt til 1 krone pr tons.”  Egon havde kendt Fritz gennem 50 år, og husker ham som en lun og velbegavet kammerat. Den sidste gang de mødtes var ca. en måned før Fritz døde. Her forærede Fritz ham en 40 cm høj figur til minde om et langt venskab.

Figurerne, som Fritz skar med kniv i gasbeton, var også noget, som han var meget kendt for. Rundt omkring i Fjends (og uden for) står Fritz’ hoveder, og hver har deres historier. Et sted, hvor han kom, forærede han konen et mandehoved, og hun kom til at sige: ”Nu mangler han bare en kone”. Et par dage senere kom Fritz tilbage, og da havde han en kone med til hende.