Sparkær sogn

Sparkær Sogn

Tekst: Ruth Meller Sørensen

Indtil den 1. februar 2007 hed Sparkær sogn Nr. Borris sogn. Sparkær sogn ligger mellem Viborg og Stoholm og gennemløbes af Skive-Viborg jernbanen. Den nordvestlige del af sognet er flad hede og mosedrag, mens den syd og østligste del er et mere bakket landskab.

Før kommunalreformen i 1970 var sognet en del af Taarup-Kvols-Borris sognekommune, efter reformen blev sognene delt, så Borris blev en del af Fjends Kommune, mens Taarup og Kvols indgik i Viborg Kommune.

Nr. Borris’s første kirke lå ret afsides på bakken mod Fiskbæk ådal cirka 2 km fra Sparkær by. Da kirken var temmelig brøstfældig, blev den i 1905 afløst af en ny kirke i den nordlige ende af Sparkær by. Inventaret fra Nr. Borris kirke blev genbrugt i den nye kirke. Den gamle kirke blev revet ned, mens kirkegården blev fredet i 100 år. Kirkegården blev dog stadig brugt til enkelte begavelser til midten af 1920’erne.

Byen

Det gamle Sparkær lå lidt nordligere end selve jernbanestationen. Siden begyndte husene at dukke op omkring stationen og langs vejen fra den oprindelige by ned til stationen. Sparkær havde alt, hvad der hørte en stationsby til, telefoncentral, andelsmejeri, tørvefabrik, teglværk, vindmølle, jernbanestation, postekspedition, bager, brugs, slagter, kro og plejehjem.

Stationen blev nedlagt i 1964, men byen beholdt dog et trinbræt indtil 1979. Sidst i 1980’erne forsøgte en gruppe borgere at få åbnet trinbrættet igen, hvilket dog endnu ikke er lykkedes.

Tørv

Den romerske forfatter Plinius skrev omkring år 75 om tørv: ”Med deres hænder samler de dynd, og når dette er blevet tørt – mere ved blæst end ved sol – varmer de deres mad og deres af nordenvinden stivnede indvolde ved hjælp af denne jordart.” Tørv har altså været kendt og brugt i flere tusind år.

Sparkær havde den største tørveproduktion i Danmark for 100 år siden og på grund af jernbanen rigtig gode betingelser for at distribuere dem ud i landet. At tørveproduktionen i Sparkær blev så stor skyldes ritmester Mattias Rahbek og den lokale smed Vendelboe. Ritmesteren havde ideerne, og smeden kunne omsætte disse idéer til mekanik, der kunne bruges. Udover at udtænke mekanik til selve tørveproduktionen, fandt ritmester Rahbek også ud af at lægge skinner ud til selve arbejdsstedet i mosen, så tørvene var nemme at få derfra og op til jernbanen. Skinnerne kunne flyttes efterhånden, som arbejdet krævede det.

Ritmester Rahbek fik udtænkt en metode, hvorved der kunne fremstilles tre gange så mange tørv, som én arbejder kunne ved håndkraft. Ritmesteren holdt ikke sin viden for sig selv. Han skrev endda en bog om emnet, som han meget humoristisk kaldte ”Første Mosebog”.

I 1904 var der 40 tørveværker i Danmark, heraf brugte de 37 ”Sparkærmetoden”. Sparkær havde ikke færre end 8 tørveværker, der i alt fremstillede 45 millioner tørv. I Danmark blev der fremstillet i alt 75 millioner tørv. Da tørveproduktionen i Sparkær var på sit højeste, kørte der omkring 20 vognstammer dagligt fra stationen.

Trods sin succes formåede Rahbek ikke at få skabt et pengemæssigt overskud. Derfor bortforpagtede han mosebruget til Hans Nielsen og tog selv arbejde hos Hedeselskabet.

For Hans Nielsen lykkedes det at få tørvene til at give overskud. Han havde fem tørveværker i Sparkær, da det gik bedst. I 1905 opførte Nielsen huset Nordstjernen og skænkede en grund til den nye kirke i Sparkær. Hans Nielsen fik titel af kammerråd for at have skænket kirken en grund.

Nordstjernen

Hans Nielsen byggede som nævnt huset Nordstjernen, der ikke var ikke døbt Nordstjernen, men i folkemunde hurtigt blev kaldt det. Huset havde elektricitet og lyste op i mørket. Nordstjernen blev bygget nord for byen på en lille bakke, så det var hævet over resten af Sparkær. Bakken måtte dog forlænges, da kirkegården bagved skulle bruge det meste af den eksisterende bakke. Arbejdet med at lave en kunstig forlængelse tog det meste af vinteren. Egentlig blev huset bygget som et udstillingshus, men blev i stedet bolig for Hans Nielsen. Hans Nielsen var i kompagniskab med Per Odgaard, og sammen havde de flere andre virksomheder, heri blandt et cementstøberi i Viborg. Huset skulle bevise cementstenenes værdi som byggemateriale.

Nordstjernen er stadig meget markant i bybilledet, også indvendigt er det specielt. I blandt andet herreværelset og trappeopgangen er der friser, der viser Hans Nielsens liv fra barnsben i Sdr. Rind til hans livs eventyr i Sparkær.

I 1910 døde Per Odgård, og Hans Nielsen formåede ikke at føre deres fælles virksomheder videre. Samtidig gik det ned af bakke med tørvesalget, da kul nu var blevet billige. Hans Nielsen måtte til sidst sælge sit elskede hus.

Efter dette førte huset en omtumlet tilværelse, indtil det i 1935 blev udlejet til et ægtepar, der havde patienter fra Statshospitalet i pleje.

Først i 1950’erne blev plejehjemmet omdannet til et almindeligt plejehjem. Siden er hjemmet blevet udbygget flere gange, sidste store tilbygning kom i 1972. Plejehjemmet lukkede som kommunalt plejehjem i april 2007.

En af beboerne, Ketty Høgh, nægtede at forlade det lukkede plejehjem. Hun blev som det eneste boende og fik så pleje som andre hjemmeboende borgere. Ketty Høeg døde den 30. oktober 2007.

En gruppe borgere var meget utilfredse med lukningen og ønskede at oprette et friplejehjem. Den selvejende institution Nordstjernens bestyrelse søgte og fik lov til at oprette et hjem med plads til 25 beboere. I november 2009 rykkede de første beboere ind på det nyoprettede friplejehjem.

Billinge-spillene i Sparkær

Spillene startede for 30 år siden for at markere, at det nu var 100 år siden, at tørve-eventyret startede i Sparkær. Spillet tager udgangspunkt i tørvegravningerne. Navnet kommer af den rest der blev tilbage, når tørvene var tørret og fjernet. Der brækkede ofte små stykker af tørven, og det blev kaldt en ”billing”. Dem samlede arbejderne sammen og brugte hjemme.

Sparkær Skole

Den første egentlige skolebygning i sognet lå mellem Sparkær og Fusager og var ikke andet end en lerhytte. I 1870 blev denne bygning solgt, og derefter flyttede sognets sidste tater ind. En ny skole blev opført ved stationen. Denne skole blev allerede i 1902 afløst af en ny, som blev brugt indtil 1962, da den nuværende skole blev bygget.

Skolen var den første i Viborg Amt, der kunne opfylde skolelovens intentioner, og blev den eneste skole i Taarup-Kvols-Borris kommune. I 1960 vedtog sognerådet, at nedlægge skolerne i Kvols og Borup pr. 1. august 1961 og sende børnene til den nye skole i Løgstrup. Moesgård Skole var allerede i 1959 blevet nedlagt, og eleverne gik nu i Sparkær Skole.

Den gamle skole i Sparkær skulle have været brugt til faglokaler, men en brand den 16. december 1961 ændrede planerne. I stedet blev bygningen revet ned, og der blev lavet en tilbygning med faglokaler til den nye skole.

Skolen blev brugt flittig også om aftenen af blandt andet ungdomsskolen, skakklubben og ikke mindst idrætsforeningen, der brugte gymnastiksalen til forskellige former for idræt.

Skolen har flere gange været i fare for at lukke. Første gang lige efter kommunalreformen i 1970 da Fjends Kommune skulle omorganisere skolerne. Sparkær skole overlevede. Elverne skulle dog til andre skoler efter 7. klasse. Anden gang var i 2007, da Viborg kommune var ude med sparekniven, men også denne gang overlevede skolen.

En kort årrække var der også en friskole i Sparkær for ”bedre borgeres” børn. Skolen blev oprettet af ritmester Rahbek.

Egnens sidste tater

Som nævnt ovenfor boede egnens sidste tater i den gamle skole. Huset lå ved korsvejen mellem Sparkær, Fusager og Stoholm, Ravnstrup, men er for længst revet ned. Tateren, Abraham, arbejdede ikke, hans kone, Lotte, heller ikke - medmindre man kalder tiggeri for arbejde. Lotte var kendt for at kunne hekse, så derfor var hendes tiggerpose altid fuld. Når hun havde fået sin gave, nejede hun og sagde, ”Tak – Vorherre velsigne jer.”

Faktaboks

Indbyggere

1850: 105

1901: 428

1960: 657

2007: 879

2018: 835

Navnet: Sparkær kommer af fuglenavnet spurv. Borris kan komme af en aflydsform for bjerg eller bakke.

Areal: 1.631 ha

Illustrationer

Nr.Borris Kirke

Nr. Borris gamle kirke. Kirken ligner kirkerne i Romlund og Gammelstrup sogne. Kirken var allerede i 1555 dømt til nedrivning, men stod alligevel i over 300 år. Den tilhørende kirkegård blev i første omgang fredet i 100 år og er nu fredet under museumsloven.

Skt. Laus Kilde

Ikke så langt fra den gamle kirke ligger Sankt Laus kilde, der førhen blev besøgt Valborgaften, 30. april, og Skt. Hans aften. Lidt sydligere ligger endnu en kilde, Gissum, der er en af de største kilder rent vandmæssigt i Danmark.