På Valsen

Naverne er en gammel organisation for berejste skandinaver, med foreninger i flere lande. Naver kommer af ordet skandinav, og har været anvendt om de rejsende håndværkersvende fra Skandinavien.

Sidst i 1800 tallet og op til 1. verdenskrig i 1914, rejste rigtig mange til udlandet, mest Tyskland, Schweiz, Østrig og Italien for at arbejde forskellige steder, hvor de kom frem. Man sagde: ”De gik på valsen”. De var medlemmer af Skandinavisk forening, et medlemskab som gav dem ret til at overnatte på herberge for billige penge.

I 1909 rejste to unge malesvende fra Holstebro til Tyskland, de havde ikke mange penge på lommen, men de havde deres pas, deres medlemsbeviser fra Naverforeningen, god arbejdslyst og et godt humør.

Det tyske sprog var de ikke mestre i, det var vist ikke mange tyske gloser, man lærte i den holstebroske friskole, men lærevillig er ofte bedre end lærenem, så det gik helt godt. Det første sted de kom til, og fik arbejde næsten med det samme, var Køln, her opholdt de sig i to år.

De fandt straks danske kammerater og sammen med dem, besøgte de i deres fritid Rhinens skønne egne, sejlede på floden, besøgte de gamle røverborge, hørte Lorelei blive spillet, deres toner høres ikke mere på Rhinen.

Om aftenen samledes nordmænd, svenskere, finner og danskere i ”Naverhulen” et lokale som foreningen havde i næsten alle tyske byer, hvor der fandtes Navere. Det var herligt, at være i udlandet, og så komme sammen med sine landsmænd på den måde. Når en Naver kommer ind i hulen til kammeraterne hilser han på dem, ved at gå hen og banke i bordet.

Vandrerblodet ligger i de unge håndværkere. De traver tværs over Tyskland, kommer igennem Berlin videre til Østrig og til Wien. Da de to malere også er musikere, skal de selvfølgelig besøge Strauss’ by og høre hans herlige wienervalse blive spillet der.

Fra Wien gennem Tyrol og Bayern med små ophold rundt i de bayerske byer, efterhånden nåede de til Schweiz. I St. Gallen slog de sig til ro, her i landet er der sommer og vinter på en gang. Nede i dalen kan man svede ved at stå stille, efter få timers klatretur eller få minutters svævebane kan man stå på ski eller løbe på skøjter i det herligste vintervejr. Her fik de to unge håndværkere efter kort tids forløb arbejde. 

En aften hvor Naverne var samlet og de spillede og sang i Naverhulen i St. Gallen; midt i det hele kom en mand ind til dem, det var dirigenten ved byorkesteret, han spurgte, hvem fløjtespilleren var, han ville gerne om vedkommende ville spille med i orkesteret, for man manglede lige en piccolofløjte, det ville holstebroeren gerne, nu fik han mange dejlige timer sammen med nye kammerater.

En sommer tog de to kammerater atter ranselen på ryggen og traver i hånd, og satte kursen mod Italien. De havde taget sig en god lang sommerferie, og nu ville de stifte bekendtskab med et nyt land. De vandrede gennem Alperne og kom til Milano, videre med tog eller til fods som det kunne passe til Venedig, her er virkelig noget for en udlænding. Det er vel nok den mest originale by i Europa, fordi gadernes befordringsmiddel er både i stedet for køretøjer. En tur gennem Venedigs gader per gondol en måneskinsaften til tonerne af O Solo Mio, er sikkert en meget smuk oplevelse. 

Sydvest for Venedig ligger Italiens hovedstad Rom, her var de to også. Alle Roms herligheder, som de fleste (på den tid) kun kender gennem geografien og beskrivelser, fik de at se med det blotte øje.

Nær ved Rom ligger Vesuv, det må være rart, at kunne prale af, at have spyttet ned i krateret. De to kom i nærheden af Capri, der er den blå grotte, det er en oplevelse man ikke må lade gå fra sig.

Næsen er vendt nordpå, og det går hjemad til St. Gallen, hvor arbejdet venter, men det skæve tårn i Pisa måtte dog ikke forbigås.

Senere da vandrerblodet gjorde sig gældende, var de to et svip i Frankrig, men det var kun en lille tur.

I 1914 fik det hele en brat ende. Da krigen brød ud, kom der bud efter alle danskere, og det blev noget andet, at komme til at springe soldat i 26 måneder end at være rejsende svend.

Den ene af de to malersvende var Axel Christensen, som flyttede til Fjends i 1919, han boede og virkede her til sin død i 1966. Først som rutebilejer, hvor han startede ruten Sjørup – Skive, senere landmand og maler først på deltid, senere malemester på fuldtid i en lang årrække.

Datteren Anne Lise har på baggrund af Axel Christensens fortælling lavet et lille skrift om de to kammeraters tur på valsen. Det vides ikke hvornår det er skrevet, det kan se ud til at være op til eller under 2. Verdenskrig, idet skriftet slutter således:

”Hvis der engang igen bliver fred i Europa, og Danmark og andre landes håndværkerungdom atter kan komme sammen som arbejdskammerater, tror jeg, der igen bliver stor udvandring fra Norden, og det var ingen skade til, at forholdene var de samme igen som i 1909, det er ikke alene for arbejdets skyld, skønt jeg tror, det er en lærerig tid, men også for selve udviklingens skyld, der er ingen mening i, at kun de, der har store midler, skal have lov til at se Europas skønne steder, men der har Dansk Vandrelaug også gjort et stort arbejde ikke alene for Danmarks ungdom. Dog synes jeg alligevel, at den gamle form, som vi kalder ”På Valsen” har mere spændende over sig om ikke andet så i selve ordet.

Kilde: Skrift af Anne Lise udlånt af Ellen Christensen, Sjørup