Om røverne ved Hagebro

Om røverne ved Hagebro

I umindelige tider har færdslen søgt over Karup å, hvor en hage eller landtunge skød sig ud mod åløbet og gav stedet navn. Denne videnskabelige tyd­ning forkaster kedeligt nok de mange gamle sagn, man har om navnets oprindelse, hvorved det såre uromantisk gøres til et slet og ret stednavn.

Navnlig tænkes på sagnet, hvori troldkællingen fra Daugbjerg Dås fik fat i hestens ene bagsko, som mistede hagen, da rytteren på sin flugt for hende passere­de vadestedet, hvor den senere opførte bro fik navnet "Hagebro". Fortsat bliver der dog mystik nok tilbage om oprindelsen til den hosliggende Hagebro Kro.

Om dette herberg, der førhen kun var kendt af få, men priset af alle, hvem tilfældet bragte ud på de store hedestrækninger, høres gennem traditionen mange underlige beretninger, men blandt alle disse søger man forgæves det sagn, der før­hen blandt de gamle bønder i denne egn påstodes at være det eneste sande.

Kroen, der som sagt, lå ude på den mægtige Alhede, havde dengang et trist udseende og blev kun besøgt af de få rejsende, som for kuriositetens skyld valgte denne øde og besværlige vej; den havde dårlige bygninger, og i øvrigt måtte en­hver vejfarende indskrænke sine fordringer til det mindst mulige, da hedeboerne i almindelighed kun kendte til at byde de rejsende én slags mad, nemlig en god tyk rundtenom med brændevin til.

Kroens historie går tilbage i den grå oldtid. I denne tid, således lyder sag­net, levede der en mand ved navn:

Volmer Bjørn.

Volmer Bjørn var af høj æt og dertil meget betroet ved hove. Stærk var han som en bjørn, og derfor var hans navn frygtet overalt, hvorhen hans vilde vikinge­liv førte ham. Men da de grå hår begyndte at vise sig, var armen ikke længere kraftig nok til at føre sværdet, og han valgte sig fredeligere sysler. Han rejste nu rundt på tinge som kongelig ombudsmand for at pleje retten og indkræve kongens bøder.

Af sønner havde han tolv, og da æblet ikke falder langt fra stammen, var de ligeså vilde og ubændige som faderen havde været i sine unge dage, dog med undtagelse af den yngste, der ikke fandt behag i denne vilde omtumlen på sø og land, men havde viet sit liv til boglige sysler.

En gang, da faderen tilligemed de 11 sønner var tilstede på Viborg Ting, blev han vidne til, at sønnerne gjorde sig skyldige i forskellige nedværdigende optøjer, og da han om aftenen i herberget tiltalte dem hårdt derfor og endogså lag­de hånd på flere af dem, opstod der en kamp, i hvilken sønnerne dræbte deres far.

Så snart dette kom kongen for øre, erklærede han dem straks for fredløse, og da intet fristed således var at finde, drog de ud på den vilde hede omtrent der, hvor kroen nu ligger, lavede sig et skjulested i jorden og levede så for resten af at røve og plyndre. Over vejen, der førte forbi hulen, havde de udspændt snore, som stod i forbindelse med den i hulen anbragte klokke. Når så en stakkels vandrings­mand om natten passerede vejen, og klokken begyndte at ringe, stormede røverne frem og fuldførte deres blodige udåd.

Længe varede det imidlertid ikke, inden rygtet om drabet på faderen og sønnernes øvrige slette liv nåede til den yngste bror, der under vejledning af abbe­den i Aars (Århus) dyrkede sine boglige kundskaber. Altid havde han været for­skudt af de øvrige brødre for hangen til bogen. Nu var imidlertid stunden for ham kommet til at øve gengældelse og hævne sin fars død. Straks begav han sig på rej­sen, og det lykkedes ham også godt at finde sine brødres underjordiske bo og bli­ve antagen til at gå dem til hånde som fadebursvend. I denne egenskab blev han snart kendt med sine brødres skrækindjagende landevejsrøveri, og først nu fattede han for alvor sin beslutning.

En nat, kun få dage efter hans ankomst, ringede dødsklokken igen. Røver­ne sprang alle op og styrtede ud af hulen, og snart havde den stakkels ensomme vandrer udstødt sit sidste suk. Røverne kom nu tilbage med liget og de røvede kostbarheder, men da kun én ad gangen kunne komme igennem den ved en stor sten skjulte indgang til hulen, havde broderen draget sig dette til nytte, og idet han havde slukket alt lys i hulen, greb han enhver af brødrene, kneblede og bandt dem én for én, uden at nogen af de udenforstående fattede mistanke, men tværtimod i god tro lod sig glide baglæns ned i hulen. Da han således havde udført sit forsæt, sankede han alt det brænde, hulen indeholdt, og lavede et bål, hvorpå røverne blev lagt. Dernæst stak han ild på bålet, samlede så meget sølvtøj og kostbarheder, han kunne bære, og forlod derefter morderhulen.

På vejen traf han en ensom vandrer, hvem han gav alle de medtagne skatte, idet han udtrykkelig pålagde ham at opføre et herberg på dette sted, hvor hans brødre havde udført deres skrækkelige bedrifter. Broderens sind var dog så dybt rystet over alt det forefaldne, at han få dage efter fandtes som lig på vejen til Vi­borg.

Endnu viser man den fordybning i jorden, som skal have udgjort røvernes tilholdssted, og ikke langt fra dette uhyggelige gravsted opstod kroen. I gamle da­ge holdt ingen af at overnatte der, for røverne fandt nok aldrig ro i graven, men gik bestandig omkring og puslede på deres gamle enemærker. Nu er også spøgeri­et forsvundet tillige med traditionen, men vist er det nok, at kroen skylder denne begivenhed sin tilværelse.

Kilde: Otto L. Sørensen, Skive Folkeblad.

Fordybningen i jorden er et såkaldt jordfaldshul, og man kan finde det ved p-pladsen ved Viborg-Holstebro vejen (A 16), hvor afkørslen til Vinderup er (ca. 33 km fra Viborg).