Lundgaard 1792

Lundgaard 1792 - 96.

Gammelstrup-bøndernes oprør efter Stavnsbåndets opløsning i 1788.

Lundgaards Gods bestod af ca. 60 fæstegårde; men Peder Friis, der nu var gammel, havde just solgt eller forberedt salget af en snes stykker af dem, nemlig gårdene i Trevad, Aakjær, Fly og Mønsted, men tilbage var endnu 37 hovbønder i Gammelstrup, Feldingbjerg, Borris og Smollerup sogne.

Med dem skulle der altså nu laves overenskomst.

De var alle samlet på Lundgaard 9. juni 1792. Niels Sehested til Rydhave, der da var amtmand i Viborg, havde indfundet sig, havde oplæst og nøje gennemgået Den kgl. Anordning som det forslag til overenskomst, som Peder Friis havde leveret, og opfordrede nu bønderne til at fremkomme med deres bemærkninger og mulige indsigelser mod forslaget eller underskrive dette, som det var. Men kun 4 mænd fra Gammelstrup: Christen Nørgaard, Chr. Jensen, Jens Søndergaard og Niels Kusk ville skrive under, og for deres vedkommende ordnedes da sagen ved amtmandens godkendelse.

Men så brød der pludselig en storm løs. Alle de øvrige råbte i munden på hverandre, at de ingen "forening" ville have; de ville ikke skrive under; det var ingen nytte til; de havde intet at klage på husbonden og ville gøre hoved som hidtil. Kun hvis de fik afslag i deres hoved, ville de underskrive. De ventede afslag i hoveriet af Kongens nåde; nogle råbte, at de ventede en kgl. Forordning, der nedsatte hoveriet betydeligt; derfor var det ingen nytte til at underskrive, - de ville ikke!

I sin beretning om mødet bemærker amtmanden, at det var tydeligt, at de udefra var påvirkede til denne vildfarelse. Han nævner ikke af hvem, men han sigter sikkert til Henrik Møller, møller- sønnen fra Krarup Mølle (ved Hvidbjerg), der var blevet birkedommer i Højslev. Møller var altid på bøndernes side mod de store, mod herremænd og øvrighed, mod herredsfogeden, ja, selv mod amtmanden. Havde en af de store en skindpels ude, kløede Møller usigeligt efter at sætte lus i den, sagde man.

Imidlertid blev spektaklet på mødet værre og værre. Bønderne løb om mellem hverandre, råbte og gestikulerede, ja, Christen Overgaard i Skalmstrup hvinede endog op i rent vildskab, skriver amtmanden.

Muligt er det, at det var en godsejer, husbonde over en mængde fæstebønder, der her sad og ville formå dem til at underskrive en hoverioverenskomst, har øget deres mistro til, at et sådant papir ville bringe dem noget godt. Amtmanden mærkede, at han ingen vegne kunne komme med dem, så længe de optrådte i flok. Han bad dem derfor alle blive til stede og komme frem for ham én for én, når de blev råbt op.

Han bad endvidere Friis forlade mødet, for at de muligt, når han ikke var der, kunne tale friere, og så kom de da frem, og amtmanden forhandlede med hver enkelt om de pligter, forslaget pålagde ham og noterede kort svarene ned. I disse korte svar med karakteristiske bemærkninger fra nogle af bønderne får vi ejendommelige og træffende billeder af gamle Fjandbo-typer.

Først kom mændene fra Gammelstrup frem:

Niels Søndergaard svarede, at husbonden ikke havde fornærmet ham d.v.s. gået ham for nær i fodslaget), og han ville også nok underskrive, når de andre bønder underskrev, ellers ville han ikke.

Hans Larsen erklærede (med vemodighed, ja, fast med gråden i halsen) at han ikke kunne leve mellem sine naboer, hvis han underskrev, når de ikke ville. Niels Nielsen svarer kun disse ord: "Som de andre nyder, så nyder jeg".

Så kom mændene fra Skalmstrup for: Anders Larsen (som ikke ved nogen forestilling var at bringe til at give andet svar end disse ord): "Underskrive vil jeg ikke, og anden grund har jeg ikke". — Jeg har hidtil forrettet mit hoveri tilbørligt, og hverken jeg på husbonden eller han på mig kan have billig grund til klage".

Christen Overgaard begyndte med at berømme husbonden og bøndernes villighed ved hoveriets udførelse, som de fremtidig ville udvise uden skriftlig overenskomst. Han ville også selv i fremtiden møde til hoveri, så ofte han blev tilsagt, derfor gjorde det ham ondt, at husbonden lagde sig ud med bønderne ved at ville have en skriftlig overenskomst. Og da amtmanden sagde, at dette var Kongens vilje, svarede han: "Ja, men Kongen står her ikke hver dag!"

Niels Knudsen ville ikke gå ind på en ny overenskomst; en sådan behøvedes ikke på Lundgaards gods. Rigtignok forrettede han af 20 skpr. hartkorn samme hoveri som gårde med mere hartkorn, men det gjorde ikke noget, for hans husbond hjalp ham i alt, hvad han trængte til. Han ville ingen ny overenskomst vide af at sige.

Peder Stoholm udtalte sig i ét og alt som Niels Knudsen, dog ville han nok gå med til, at hoveriet gjordes efter hartkorn, og ikke som nu efter fæstebrevenes forskellige indhold.

Christen Wulfsen i Feldingbjerg ville ikke underskrive "på ingen mere grund end de andre".

Niels Faurholt havde nylig afstået sin gård til sin søn Christen, men var mødt op tillige med denne. Da Christens tur kom, trængte den gamle sig frem: "Læ mæ, læ mæ," sagde han og tren frem for amtmanden. "Mi søn, Christen, vil lisom di anner", og han ledsagede denne vigtige meddelelse med et par energiske stamp med kæppen og vendte tilbage til flokken.

Niels Aakjær ville lige så lidt underskrive som de andre. Han havde det ondt, sagde han, og forventede det bedre.

Lars Johansen i Sdr. Feldingbjerg ville heller ikke; men føjede til, at han ikke forstod sig på kvadratalen mål. Amtmanden fandt denne udtalelse forblommet og forlangte forklaring på, hvad han mente, der måtte jo ligge en tvetydighed deri; men Lars kunne kun gentage: "A forstor mæ ett o kvadratalensmol; a vil forret mi hoveri, som a hidindtil har gjow". (Amtmanden havde dog vist lugtet rigtigt. Markernes areal i kvadratalen løb op i meget store tal. Lars har nok ment, at under disse tal kunne der skjule sig megen underfundighed. Sådan noget skulle man ikke skrive under på!")

Jens Faurholt ville ikke. Nogen grund for sin nægtelse ville han ikke angive.

Mogens Nielsen erklærede, at hvis han skulle skrive under, kunne han ikke leve blandt de andre bønder. Han ville gøre alt det hoveri, husbonden forlangte.

Lars Borris i Troelstrup angav som grund for sin nægtelse, at der i hans by var to hovfri bønder (hvoraf sluttelig flød, at han ville være hovfri med).

Christen Aakjær gjorde indvendinger mod de på forslaget ansatte spanddage og gangdage, hvis antal var sat højere end nødvendigt. Ligeså med tærskedagene, da laden kunne udtærskes på langt færre dage. Han ville ikke mere end de andre bønder gå ind på en sådan "forening".

Det samme sagde Niels Østergaard i Smollerup og Peder Plovmand ville kun underskrive, hvis han kunne få afslag i Landgilden. "I mangel deraf måtte Gud og Kongen råde".’

Laurs Plovmand mente også, at der var opført for mange spand- og gangdage. Han havde hidtil drevet sine lodder i hovmarken forsvarligt på mindre tid, og det ville han blive ved med.

Manden fra Møgelbjerggaard, Peder Knudsen, ville gøre hoveri som sædvanlig, fordi husbonden havde bygget hans gård op og årlig gav ham hø fra hovgården. Nogen "forening" ville han ikke underskrive.

De 8 sparkærbønder erklærede, at de som hidtil ville gøre hoveri efter husbondens tilsigelse. Underskrive ville de ikke, med mindre der var tale om afslag i hoveriet. Hertil føjede Peder Jensen: "Ja, indtil vi ser en anden forordning; for kan vi få det bedre, kan vi tage det"; og Jens Vestergaard: "Vi gør hoveri som hidtil, indtil Kongen gør forandring, som vi forventer”.

Og mændene fra Tårup og Gundelund og alle de andre stemmede i med. Der var intet at stille op med denne forsamling. Sammenholdet var ubrydeligt eller måske rettere: den indbyrdes justits havde mere magt end amtmandens indtrængende formaninger. Han måtte drage bort med uforrettet sag.

Men der var for stærkt røre i tiden, til at alt kunne blive ved at gå på den gamle manér. Peder Friis solgte gård og gods til sin søn Christen Friis, og denne var "moderne" nok til at søge tidens tendens og handle sig frem med bønderne. Den forventede forordning om hoveriets afskaffelse kom ikke; men snart købte så én og så en anden af fæsterne sin gård til selveje, eller han købte sig fri for hovedet ved en årlig pengeydelse.

Da der var gået 4 år efter det første frugtesløse møde på Lundgaard, var der kun 13 hovbønder tilbage på godset; men så kom også Den kgl. Kommission, som skulle bringe et forlig i stand eller selv egenmægtig fastsætte hoveriydelsen for hver enkelt. Den 27. og 28. juni 1796 holdt den møde med de 13 på Lundgaard. Kommissionen opfordrede parterne til at bringe sagen i orden ved at Friis solgte hoveriet til bønderne for en passende betaling. Friis var også villig, men forlangte 20 rdl. for hver plov. Bønderne bød 12.

Efter lange forhandlinger gik Friis ned til 15 rdl., men bønderne stod fast på de 12 rdl., og der stod man efter 1. dags forhandling. Måske har kommissionen haft Friis under behandling inden næste dags møde, for resultatet blev, at han gik ind på bøndernes tilbud om de 12 rdl.

Men så til syvende og sidst sprang 6 af de 13 bønder fra. De ville blive ved det gamle, erklærede de og kommissionen måtte da til at fastsætte hoverier for disse 6 standhaftige fjandboer, der ville leve og dø som hovbønder.

Således endte det sidste fjandbo-oprør.

Kilde: Æ Fjandboarkiv