Kongenshus Mindepark 60 år

Ved en kæmpe folkefest på Kongenshus hede den 10 juni 1953, blev den store mindepark for hedens opdyrkere indviet i overværelse af Dronning Ingrid, Kong Frederik d. IX, statsministeren og landbrugsministeren. Trods silende regn var ca. 10.000 mennesker strømmet til festpladsen i dalen, som nu fik det officielle navn Kongenshus Mindepark.

Kongeparret på festpladsen

I ”Hedesagen under forvandling” kan man læse, at festens hovedperson hed Jeppe Aakjær. Den store hjemstavndigter var bekymret og urolig for hedelandskabets forvandling til dyrkbar landbrugsjord og skov, hvilket fremgår af ”Rugens sange” såvel i stille resignation (”Den jydske Lyng”)  og som i harmfyldt protest (”Paa Hedens Høje”), og Landbrugsministeren brugte disse digte i sin festtale.

Citat.”Landbrugsminister Jens Sønderup undgik dog lempeligt at forstyrre feststemningen, da han i sin indvielsestale citerede udvalgte dele af de to digte - af den rigdom af stemninger, som brydes i protestdigtet fra 1906 hørte forsamlingen kun den let resignerede afmagt over for den barske virkelighed, næstsidste strofe: ”Se den, som fik en Minderest i Klemme…”

Digtet som er skrevet i Sjørup den 23.1. 1906 er på 18 strofer (vers). Her er den næstsidste strofe som landbrugsministeren citerede fra  i sin helhed:             

Se den, som fik Minderest i Klemme

som så sin barndoms lykkeland forrådt,

han synger mest med skælven i sin stemme

og går ad stier, andre ej har trådt.

Jeg har nu bedt for Jyllands brune hede;

der burde bydes, hvor jeg kun kan bede.

Skuespilleren William Knoblauch var på talerstolen som Sten Steensen Blicher. Heller ikke her blev den gode stemning brudt, da han med sprogforsker professor Peter Skautrups ord hyldede de hedeopdyrkere, hvis minde nu var indmejslet i festpladsens 39 herredsstene og 225 sognesten.

Herredsstene

Der er rejst en sten for hver af de nørrejyske hedeherreder og en fællessten for alle hedeherreder i Sønderjylland langs den en kilometer lange slugt fra kiosken til Mindedalen.

På hver sten er indhugget 2 cirkler, der illustrerer udviklingen i vedkommende herred gennem 100 år. Hver cirkel er inddelt i 3 felter, som angiver størrelsen af det areal inden for herredet, der henlå henholdsvis udyrket, som ager og eng eller i  skov og plantage. Oplysninger på den ene er fra 1850 og på den anden fra 1950.

I Fjends var der i 1850 58 % hede, i 1950 var der blot 7 % tilbage.

Herredsstenen fra Fjends

Hedens anvendelse

Allerede i 1700– tallet opfordrede Kong Frederik d. IV til at udnytte de enorme hedearealer. På det tidspunkt var ca. 1/3 af Jylland dækket af lyng. Man talte om ”Jyllands sorte hede”. I hele Vestjylland var der næsten ikke et træ at se.

Det var mest omkring ådalene jorden kunne dyrkes. Bønderne var meget nøjsomme, man lod fårene græsse på heden, bjergede hø på engene, og dyrkede efter bedste evne de få og små jordlodder, der var opdyrket. Man skar lyngtørv til opvarmning og spiste bær fra heden.

I 1754 tog opdyrkningen af den jyske hede sin spæde begyndelse, det skete netop ved Kongenshus. 

Med ”kartoffeltyskernes” ankomst til Alheden i 1759 skete der lidt mere.

Det var dog først da Enrico Mylius Dalgas stiftede Hedeselskabet i 1866, der for alvor kom gang i opdyrkningen af  de store hedearealer.

Også på den tid kom der gang i plantningssagen landet over. Hjermind-præsten Hans Bjerregaards valgsprog var: ”Hvor ploven ej kan gå, og leen ej kan slå, der skal et træ stå”.

Jeppe Aakjærs bekymring for om hederne skulle forsvinde helt fra det jyske landskab, blev delt af flere.

Tanken om at oprette en mindepark for hedens opdyrkere, blev i begyndelsen af 1930’erne flere gange  drøftet i Hedebrugets bestyrelse.

På det tidspunkt var de store sammenhængende hedearealer stærkt på retur.

Der var enighed om, at et sådant minde måtte knyttes til fredning af et karakteristisk hedeareal af dimensioner. 

 På vej mod mindedalen

Fredningen

I 1937 nedsatte Hedeselskabet og selskabet Hedebrug en komite’, der skulle forsøge at rejse kapital til køb af passende arealer og oprettelse af en mindepark for hedens opdyrkere. Det lykkedes bl.a. ved hjælp fra de forskellige landbrugsorganisationer og Danmarks Naturfredningsforening at samle ca. 100.000 kr. i kontanter og i tilsagn om senere bidrag.

I 1940 døde ejeren af Kongenshus, der havde et areal på 1.200 hektar, og dette areal kunne købes for 100 kr. pr. td. Land - eller godt 200.000 kr.

Staten tilbød et engangsbeløb på 150.000 kr. , mod at 700 ha. blev fredet. Dermed var sagen afgjort, og den 12. september 1942 oprettede man den selvejende institution ”Kongenshus, Mindepark for Hedens opdyrker” med en bestyrelse bestående af  to repræsentanter for Hedeselskabet, to for Hedebruget og en for statsministeriet.

Fredningen af Kongenshus hede blev gennemført i 1943, og planlægningen af Mindeparken kunne begynde.

Planerne blev forsinket af krigen, og først efter befrielsen d. 5. maj 1945 kunne der tages fat på opgaven - og det blev der. Parken stod klar til indvielsen d. 10. juni 1953.

Mindedalen med navne på hedens trofaste tjenere og opdyrkere, som er blevet fundet værdige til, at blive husket her i Mindeparken.

Den 10. juni 1953

En stille regnvejrs dag - eller måske silende regn som det kan læses i referater fra dagen. Der var dog lidt ophold ind imellem.

Jeg gik nok ikke så meget op i, hvad det egentlig drejede sig om, jeg husker, det var noget stort, for Kongen og ministre skulle besøge heden, der var ingen tvivl om, at det ville være spændende og komme derud, tænk at se Kongeparret i virkelighed, det var jo nogen, man kun hørte lidt om i radioen, og måske havde set i avisen.

Sammen med min storesøster og hendes kæreste trodsede vi regnen, og cyklede de 15 km derud. Fandt et sted at stille cyklerne, og gik ned til festpladsen. Så mange mennesker havde jeg aldrig set før på en gang.

Vi fik set Kongen og mange andre kendte personer, som vist ikke sagde mig ret meget, jeg husker, vi hørte lange taler, men ikke hvad der blev sagt, men sådan er det vel, når man kun er 10 år.

De blå pigespejdere fra Alheden står til parade, og Kongeparret skridter ”fronten” af ved indvielsen af Kongenshus Mindepark den 10. juni 1953.

Vi så også en flok spejdere, det var ”Det Danske Spejderkorps” Frederiks afdeling også kaldet de blå pigespejdere, som stod til parade for Kongeparret, jeg vidste ikke meget om spejdere og spejderlivet, på det tidspunkt. Det har jeg lært noget om siden, for 8- 9 år senere mødte jeg en pige fra Frederiks, hun var, som 9årig blå pigespejder, med i paraden for Kongeparret. Vi blev rigtig gode venner og senere kærester, og har i øvrigt dannet par siden. 

Sammen med min søster og svoger kunne jeg cykle hjem efter en spændende og oplevelsesrig dag på heden.

En stor dag der for længst er gået over i historien.

Mindeparken sikrer, at hedeopdyrkernes slid ikke bliver glemt.

Ingen tvivl om, at hedebønderne har lagt en stor grundsten til det velfærdssamfund vi har i dag.

Vi kan glæde os over, at lyngen blev til frugtbar ager, og samtidig skal vi også glæde os over, at der er sikret arealer med hede for fremtiden.

Det kunne vel ikke være et bedre sted end Kongenshus med den smukke mindedal for enden af den smalle vej med de mange Herreds – og Sognestene

Knud Søgaard

Kilde:

Hedesagen under forvandling

Viborg Kommune

Kongenshus Mindepark

Det danske Hedeselskab