Jens Kristian Nielsen fortæller

Indhold:

Toftgaard
Barndom og ungdom
Organisationsarbejde
Politisk arbejde
Kommunalreformen 1970
Konstituering i den nye kommune
Birtha og Jens Kristian Nielsen fortæller om besættelsen
Husholdning
Tæt på modstandsbevægelsen

Toftgaard

er en meget gammel gård, der har været fæstegård under Hald Hovedgaard, men kom under Lundgaard i 1693. De oplysninger har jeg fra en tidligere lærer i Vroue Skytte Andersen der interesserede sig meget for historie, ikke mindst Vroue bys historie. Endnu længere tilbage var Toftgård og Vestergård to ''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''halvgårde'''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''', som man kaldte det. Det var oprindelig én gård, som der var to fæstere på, der drev hver sin halvpart. I 1695 blev de delt, og da er Vestergaard nok blevet bygget på sin nuværende plads. Skytte Andersen har fundet navnene på alle fæstere fra 1695 til 1783.

Toftgaard er en gammel slægtsgård, hvor vores slægt går tilbage til 1783. Jeg var 6. generation og min søn Niels altså 7. generation. Det har været lige linie far søn helt fra starten. Slægten kom fra Gyldenvadgaard i Trevad, som nu ejes af Søren Johan Sørensen, og derfra kan slægten føres tilbage til min tip tip tip tip oldefar, der var fra Gammelstrup og hed Gregers Olsen Uf. Han var svensk soldat, der kom til DK under Den store nordiske Krig (1709 20). Det blev dengang bestemt, at de soldater, der blev gift og bosatte sig, kunne slippe for at vende tilbage til Sverige. Gregers Uf blev gift med en pige i Gammelstrup, og det blev en meget stor slægt, som en stor del af slægterne i Fjends kommune kan føres tilbage til. Det var hans datter min tip tip tip oldemor, der blev gift med Jens Pedersen og kom til Trevad. Hun blev født i 1718.

Peder Jensen (f. 1747 på Gyldenvadgaard) kom som den første af vor slægt her til Toftgaard som fæster i 1783 med sin hustru Birtha Jakobsdatter. Gyldenvadgaard var dengang fæstegård under Lundgaard, og derfor var det naturligt, at Peter Jensen også fik en fæstegård. Allerede i 1793 5 år efter Stavnsbåndets løsning blev han selvejer.

Dengang lå gården ikke, hvor den ligger nu. På nogle matrikelkort fra 1815 ligger den på sin nuværende plads, men før lå den mod vest i det nuværende Vroue. Dengang var der i Vroue 11 gårde og to huse omkring gadekæret i Vroue, foruden Rakkerhuset på Vroue Bjerg. Flere af gårdene i Vroue ligger stadig på samme plads (Vestergaard, Overgaard, Storgaard, Boudigaard og Kjærgaard). Gadekæret lå lige vest for Vroue kirke, hvor Tage Jokumsens toft ligger nu, og det strakte sig ind over, hvor Amstrupvej går nu. Fra Vrouevej ca. til Tage Jokumsens indkørsel er Amstrupvej ret ny. Toftgaard lå dengang lige ved siden af Boudigaard, overfor præstegården, og vejen til Sdr. Resen gik mellem de to gårde. Den hed Præstevejen, og men kan stadig ane vejføringen på en dæmning lige syd for Boudigaard. Man kan altså regne ud, at kirken dengang lå længst mod øst i byen.

Toftgaard brændte 1813, og så fortælles det, at den fremsynede præst opfordrede til, at gården blev flyttet ud mod øst til Sjørup skel. Her tilbød han ager og eng i ét stykke. Omkring gården lå kun ca. ½ td. land, der i øvrigt tilhørte Præstegården. Ellers lå gårdens jord spredt rundt omkring i meget små lodder. Konen på gården dengang kunne ikke gå med til at flytte så langt udenfor byen, fordi der var så mange rakkere i Vroue. De var ikke altid ædru, og deres indtægt bestod bl.a. af, hvad de kunne rapse rundt omkring.

Gården kom således til at ligge, hvor den ligger nu tættere på byen. Indtil for få år siden var der kun 4 td. land. omkring gården. Det blev så ændret ved jordfordelingen for få år siden og ved tilkøb af jord. Nu er der omkring 120 td. land. lige omkring gården. I øvrigt er Vroue nok en af de få landsbyer i Danmark, hvor gårdene ikke flyttede ud, men stadig ligger, hvor de altid har gjort.

Toftgaard ejere har fra 1783 været: Peder Jensen, Jens Pedersen, Niels Jensen, Jens Kristian Nielsen, Niels Nielsen, Jens Kristian Nielsen og Niels Nielsen. I den gamle skoleprotokol fra Vroue kan man læse, at mine forfærde har deltaget i de diskussioner, der var bl.a. omkring den første skolens opførelse. En af mine forfædre udtalte: »Nej, lad os lige vente. Det er for dyrt i år!« Min bedstefar (1852 1915) måtte se flere af sine brødre bukke under for tuberkulose. Ved andelsbevægelsens start var min bedstefar med til at nedfælde de første vedtægter, og han var meget engageret i bygning af forsamlingshuset i 1907. Ham kan jeg selvfølgelig ikke huske, da jeg er født i 1920. Men jeg husker min bedstemor.

Der blev bygget nyt stuehus i 1914, og da min bedstefar døde året efter betingede min bedstemor sig de to stuer i vestenden og ophold på gården. Hun levede til 1936. Hun var en stille, rolig kone, og på varme sommerdage gik hun udenfor med sin ''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''bindhues'''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''' - sine strømpepinde i gang. Det er sjovt at se, hvor detaljerede aftægtskontrakterne kan være. Bedstemors var nok knap så omfattende, men der stod da, at hunhavde ret til at spise sammen med de øvrige på gården, til at blive passet og plejet under sygdom, til at køres 25 mil om året med gårdens bedste køretøj, og til en standsmæssig begravelse.

Jeg kan huske ved min bedstemors begravelse, at kisten stod i en af stuerne. Man mødtes lige før middag og fik frokost, hvorefter kisten blev båret til kirken.

Mine bedsteforældre på mors side husker jeg tydelig. De havde min bedstemors slægtsgård i Vester Dølby. Han var sognefoged i over 25 år. Han var naturmenneske og nød meget at komme her og fiske i Karup Å og gå på jagt. Han var født i Dalsgaard i V. Børsting. Derfor hedder jeg Dalsgaard til mellemnavn. Min bedstefar hed Niels Jensen, fordi hans far var herfra og var bror til Niels Jensen - min bedstefars far. Han tog senere navneforandring til Dalsgaard, og det hed han, da han flyttede til Vester Dølby.

Da min oldefar døde i 1883 og min bedstefar fik gården, var der to søstre til min bedstefar og min oldemor, der manglede et sted at bo. Derfor opførte man Østerhus i kampesten, der står stadigvæk. Det blev heldigvis reddet ved branden i 1992. I nordenden af Østerhus blev indrettet aftægtsbolig for min oldemor og de to ugifte søstre. Min oldemor, der kom fra Bækgaard i Sdr. Resen, startede i 1883 en forbrugerforening. Der var ingen butik, men min oldemor købte samlet ind til hele Vroue. Vi har bevaret vægten og lodderne og den klokke, der kunne ringes med, hvis min oldemor ikke var i nærheden. Men hun blev jo ældre, og der blev så oprettet en købmandsforretning i Vroue. I 1897 besluttede man at oprette en brugsforening, og man købte bygning og varelager af købmand Dalsgaard. Brugsforeningen har eksisteret indtil for ganske få år siden og har altid ligget samme sted. Desværre medfører udviklingen, at forretningerne i de mindre landsbysamfund forsvinder.

Da min far og mor overtog gården, var der en ældre kostald og et lille svinehus med to stier, der hver rummede 20 slagtegrise. Men i vinteren 1921-22 kom der så meget sne, at trykket blev for stort på taget, der skred sammen. Derefter byggede far ny kostald og svinestald. Det var mod vest og ud mod vejen. Derefter var der plads til 22 køer, 30 ungkreaturer og 90 fedesvin. Laden blev bygget i 1907.

Barndom og Ungdom.

Jeg er født den 7.12.1920. Jeg kom lidt tidlig i skole. Den lå jo lige på den anden side af vejen. Jeg kom derfor til at gå i skole i 8 år, fordi man ikke kunne blive konfirmeret, før man havde en vis alder! Det var hos Skytte Andersen. Skolen var to-klasset. Vi gik tre år i 1. klasse og fire år i anden. De første år gik vi 4 dage om sommeren og 2 om vinteren, men senere blev det lavet om til skolegang hver anden dag. Dengang var der konfirmation hvert halve år, og det sidste år havde Skytte Andersen 5 årgange, fordi jeg gik et år mere end de andre. Skytte Andersen satte jeg stor pris på. Han krævede meget og var nok af den gamle skole, hvor der sommetider kunne falde lidt rigelig med lussinger. Men han var meget dygtig og tog del i byens liv. Han havde nogle år også aftenskole, hvor man kunne komme og supplere sin uddannelse. Jeg havde hele tiden hjulpet til på gården. Bl.a. skulle jeg passe kalve og køre mælk ud til dem. Foruden familien var der to karle og en pige på gården. Bedstemor var der jo også, så vi var mange til bords.

I 1937 kom jeg på Salling Ungdomsskole og var der i 5 måneder. Det var hos forstander Thyregård, og det var dygtige lærere, de havde. Lærer Maibom satte jeg meget stor pris på. Han blev senere forstander på Vesterlund Efterskole. Det er nok den største pædagog, jeg har oplevet. Vi var nogle stykker, der fik etableret et kammeratskab dér i 1937-38, og vi kommer jævnligt sammen endnu!

Da krigen brød ud i 1940, gjorde jeg mig mange tanker om vort lands fremtid. De resulterede i, at jeg kom på højskole, da jeg frygtede, det var den sidste vinter, der var en fri, dansk folkehøjskole. Jeg kom på Askov under forstander Arnfred og havde en god vinter dér. Vi fik en vældig orientering. Lærer Juhl Andersen var meget optaget af udenrigspolitikken, så han holdt os hele tider orienteret.

Sommeren efter kom jeg til Samsø som fodermester. Det var en dejlig sommer blandt prægtige mennesker. Jens Gyldingholm var husdyrbrugskonsulent, og der fik jeg næret min interesse for kvægavl yderligere.

Når man var ung i Vroue, kunne man gå i ungdoms- og gymnastikforeningen. Vi havde foredragsmøder, sommetider fælles med foredragsforeningen, der blev oprettet kort efter bygningen af forsamlingshuset i 1907. Ellers havde ungdomsforeningen gymnastik, folkedans og fester. Sommetider cyklede vi til arrangementer i nabobyerne. Sommetider kørte vi helt til Skive, når der var bal i teatersalen og på Rosenhøj. Men krigen satte jo en dæmper på det med mørkelægning, udgangsforbud osv.

Jeg har altid ment, at hvis et ungt menneske har ideer og interesser og vil bruge det til noget, så må man sørge for at få noget lært og deltage i noget, hvis man vil nå noget. Jeg har altid interesseret mig for samfundsspørgsmål og historie, så i vinteren 1944 kort efter nytår kom jeg to mdr. på Venstres Ungdoms skole Breidablik for at blive sat ind i Venstres tanker og ideer. Her var bl.a. undervisning i talerteknik og samfundsspørgsmål.

I 1945 var krigen slut, og vi var da fire kammerater - de tre fra skoletiden i Jebjerg - der fulgtes ad til Dalum Landbrugsskole og var der i 9 mdr. De sidste tre mdr. handlede om økonomi, der også altid har interesseret mig. Det var en fin vinter, hvor landet igen var frit. Jeg fik mange gode kammerater, og jeg tænker stadig tilbage på den tid med glæde.

I 1947 traf jeg Birtha ved en fest, og så fandt vi ud af det med hinanden. Hun læste dengang på Ankerhus Husholdningsskole, så det var nærmest kun en gang hvert kvartal, vi så hinanden. Men der var jo også postvæsenet. Senere kom hun et år til Bornholm, men vi havde stadig kontakt. Hun kom da hjem igen. I 1951 blev vi gift i Brøndum kirke, og overtog gården. Vi havde nået at få fat i peberbøsserne, så vi ville godt til at stifte hjem. Min far og jeg kørte da en tur med en ejendomsmægler for at se på gårde til salg, men inden vi havde set på den sidste, kan jeg huske, min far sagde: »Jens Kristian, nu kan vi godt køre hjem. Vi skal ikke have sat penge i en gård mere. I kan få det derhjemme i forpagtning.« Da var min far 64 år. Han synes nok, han var lige ung nok til at holde som landmand, men da det lå i luften, at jeg skulle overtage, fik vi den ordning.

I 1952 fik vi Marie, Niels kom i 1955 og Kresten i 1957. Niels er gift med Marianne, og de har tre børn, der tit kommer og ser til os.

Da jeg i 1975 blev klar over, at Niels ville være landmand, byggede jeg en ny magasin-bygning til foder og en ny kostald. I 1977 fik Niels halvpart i gården, og i 1987 overtog han den helt.

Den 29. juli 1992 skete der det ulykkelige, at der udbrød brand. Det var en frygtelig varm og tør sommer, så det kunne ikke styres. Lade, kostald og svinehus nedbrændte, men heldigvis skete der ingen mennesker noget, og stuehuset og østerhuset blev reddet. Men brandinspektøren udtalte, at det var så nær på, at stuehuset var gået med, at det ville være sket, hvis brandvæsenet var kommet 3 min. senere. Ruderne sprang, og gardinerne indenfor blev svedet, så varmt var der. Vi var ikke hjemme, men kom, da der blev sendt bud. Da sagde min søn til mig: »Hvis stuehuset var brændt, var slægtens fundament væk.« Men det blev stående, og der var mange vroueboere, der hjalp til med at passe på det. Min søn har så bygget gården op igen.

Da Toftgaard flyttede i 1813, kom den til at ligge på bar mark. Siden er der bygget parcelhuse i denne ende af byen. Skolen kom til i 1914, og i dag ligger gården midt i byen. For byens skyld begyndte vi i 1975 at ''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''vende'''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''' gården. Vi byggede nordpå - væk fra vejene - og placerede også gyllebeholderen deromme. Efter branden er dette princip fortsat i nybyggeriet, og sidst har det givet sig udtryk, da min søn skulle have en gyllebeholder mere og satte den ude på marken 340 m hjemmefra. Den skulle fra byen og fra gården.

Organisationsarbejde.

Som tidligere sagt, har jeg altid interesseret mig for samfundsspørgsmål, og det betød, at jeg i 1947 blev valgt som Venstres Ungdoms formand for Skiveegnen og var det i 3 år. Nogle mener, at det bare er en balforening. Men det er nu mere end det. Vi havde et teaterstykke hver vinter med bal bagefter. Når vi havde fest, startede det altid med et politisk foredrag. Vi havde en studiekreds, hvor en fast kerne mødte op, og om sommeren havde vi sommermøde rundt omkring. Det var dengang Knud Kristensen var formand. Vi havde ham til et foredrag. En formand gerne vil have, at der kommer nogle til møde, men der kan også komme for mange! Der kom 1000 for at høre Knud Kristensen i Teatersalen. Det var vanskeligt at finde et sted, hvor jeg kunne stå og byde velkommen. Knud Kristensen var bonde og talte jysk, og det var han stolt af. Han var meget godt begavet og dygtig, men han kom nok lidt galt af sted med Sydslesvig-spørgsmålet. Det gav lidt splittelse. Men så kom Erik Eriksen til som formand.

I 1948 blev jeg formand for Venstres Ungdom i Viborg amt og var det til 1951. Det var det år, hvor vi stiftede hjem og overtog gården, og så gav jeg det andet fra mig. Da jeg fortalte det til redaktøren for Skive Venstreblad Peter Jepsen, sagde han: »Jens Kristian! Du vil ikke bilde mig ind, at Birtha vil have dig til at gå hjemme hver eneste dag, når I er blevet gift!« Han fik nok ret! For allerede vinteren efter kom jeg i bestyrelsen for vores Venstre-forening her i Vroue og blev formand, og det var et arbejde, der interesserede mig. Det var i 1952, og jeg sad der i 12 år. Jeg sad i bestyrelsen med bl.a. Sigfred Kristensen fra Sjørup og Henry Albertsen fra Kjeldbjerg. Ret hurtigt kom jeg ind i Venstres Viborg-kreds. Man havde en anden inddeling dengang, end man har nu. Fjends var med i Viborg-kredsen. Der var jeg med som sekretær i 3 år og blev så formand.

Det var jo ikke politik alt sammen. Vi arrangerede også folkelige møder, bl.a. startede vi de møder, der stadigvæk er på Kongenshus Hotel hver sommer. Det begyndte i Dybdal i Daugbjerg, men flyttede til Kongenshus omkring 1960, da hotellet blev renoveret. I begyndelsen var det eftermiddagsmøder på plænen foran hotellet, men da mange havde vanskeligt med at holde fri om eftermiddagen, gik vi over til aftenmøder. Vi havde en stående regel, der stadig gælder. Vi havde et politisk foredrag og et folkeligt foredrag. Sådan er det stadig. Bl.a. har vi haft besøg af biskop Høirup fra Århus og biskop Erik Jensen fra Aalborg. Jeg satte stor pris på den ordning med det folkelige foredrag.

Efter at jeg var blevet formand for Viborg Amts Venstre, førte det ind i Venstres hovedbestyrelse, hvor jeg var med til mange gode møder. Når jeg tænker på alle de mennesker, jeg har mødt i mit liv, er jeg særlig lykkelig for dem, jeg traf i Venstres hovedbestyrelse. Den første formand var Erik Eriksen, som jeg satte meget stor pris på. Han var formidabel dygtig, men kunne ikke helt forstå, at samtlige amtsformænd - undtagen Ribe - gik imod hans forslag om at få Venstre og Konservative slået sammen. Indstillingen var den, at det skulle være to partier med forskellige indstilling, der trak på samme hammel. Det var nok så stor en skuffelse for Erik Eriksen, at det var medvirkende til, at han holdt kort tid efter.

Så kom Poul Hartling til - en meget fin statsmand af rang. Det kan man se efter den internationale toppost, han senere har fået. I 1970, da kommunalreformen også betød en ændring af amterne, blev Thisted og Viborg amter lagt sammen - også politisk. Da besluttede jeg at stoppe efter 23 års uafbrudt organisationsarbejde med Venstre. Ved generalforsamlingen forleden blev jeg udnævnt til æresmedlem af Venstre, og det var jeg glad for og stolt over.

Som folkevalgt har jeg deltaget meget i Andelsbevægelsens arbejde og i kommunalpolitik. Andelsbevægelsen har jo stor tilknytning til landbrugserhvervet. Ideen er jo, at bønderne går sammen om at danne en indkøbsforening, hvor man køber sine foderstoffer, en brugsforening eller en salgsforening, hvorigennem dyrene bliver afsat. Man har en ledelse, og grundideen har altid været: én mand - én stemme. Jeg har altid været andelsmand, men ikke mere, end at vi også måtte kunne give plads til privathandel. Der blev folkevalgt en bestyrelse, der ansatte direktører, der måtte få så meget ud af foreningen, som muligt. Hvis der var overskud i en salgsforening, gik det tilbage til landmændene.

Jeg har i en del år været med i Skive Andelsslagteris bestyrelse. Jeg kan huske, at der dengang var 62 andelsslagterier foruden en del private. I dag er der kun fire, som man arbejder på at reducere til ét. I mejeriforeningen, hvor jeg også var med og var formand for Kjeldbjerg Andelsmejeri sidst i 60erne, gik det også mod sammenslutninger. Danmark blev jo større og større, men jeg kunne ikke rigtig lide, at de skulle være så store igen.

Det blev hurtigt klart, at det ikke var holdbart, at Kjeldbjerg Andelsmejeri ikke havde osteproduktion. Der skulle mere til. Derfor var vi en hel del mejerier på Skiveegnen, der gik sammen i Skiveegnens Mejeriselskab. Vi ønskede ikke at blive tilsluttet »Danmark«. Skive Mejeri havde et rimeligt konsumsalg, og derfor måtte det være rimeligt, at vi gik sammen. Der gik nok 15 år, og så endte det jo med, at man tilsluttede sig MD. Det sidste, jeg har hørt, er, at nu vil man slås sammen med mejerierne i Sverige. Det begynder at ligne et monopol, og jeg er nok lidt betænkelig ved det. På den anden side er det ikke holdbart, at f.eks. de fire slagteriselskaber konkurrerer med hinanden på eksporten. Det kan ikke være i den danske bondes interesse, at de underbyder hinanden i udlandet.

Mit engagement greb om sig. Jeg var også med i Vroue Brugsforeningens bestyrelse som ganske ung landmand. Der stod i vedtægterne, at der ikke måtte sælges øl og spiritus. Det blev der nu alligevel, for det stod nede i kælderen. Så nævnte jeg på et bestyrelsesmøde, at jeg var imod det punkt i vedtægterne. Det var da Bonde Johansen var uddeler. Det skabte lidt debat, ikke mindst blandt de ældre, men det blev dog vedtaget på næste generalforsamling. Som bestyrelsesmedlem i Brugsen faldt det også i min lod at være formand og sekretær for den lokale gødningsforening.

Jeg var med i Eksportforeningens bestyrelse i Skive. Det gav også kontakt med mange mennesker.

Daværende forstander Gravsholdt på Krabbesholm var repræsentant i forsikringsselskabet Tryg. Dengang hed det Andelsanstalten og var kun et lille forsikringsselskab. Jeg tegnede forsikringer i det selskab, og en dag spurgte repræsentanten, om han måtte foreslå mig som suppleant for forstander Gravsholdt. Det sagde jeg ja til, og da Gravsholdt blev syg, måtte jeg træde til. Jeg besøgte ham og fik papirerne. Desværre døde han kort efter, hvorefter jeg kom i repræsentantskabet omkring 1958. Efter nogle år kom jeg i præsidiet. Engang i 60erne blev Tryg, Forsikringsselskaberne Danmark og Fremtiden sammensluttet. Senere kom skadesselskaberne Jydsk Brand og Københavns Brand, ulykkesforsikringsselskabet Vermund til. Det pudsige var, at min meget gode ven fra sognerådet, Ejnar Sigaard fra Kjeldbjerg, var formand for repræsentantskabet i Husmandskassens Ulykkesforsikring, så vi fik også noget at gøre med hinanden på det felt. Einar Sigaard var socialdemokrat, og jeg er venstremand. Vi havde hver vores ideologi, men du kan stole på, vi havde det fint med hinanden. Vi har haft nogle dejlige aftener, hvor vi ved kommunalbestyrelsesmøder har diskuteret ejendomsbeskatning. Vi gik til hinanden! Engang havde der været møde på Kongenshus, og vi var på vej hjem. Købmand Bundgaard fra Kjeldbjerg kørte, og Einar og jeg sad bagi bilen. Så slår han mig på låret og siger: "Du er en forbandet torsk, Jens Kristian, men jeg respekterer dine synspunkter!" Ikke alle brød sig om Einar Sigaard, men Einar og Jens Kristian vidste, hvor de havde hinanden. Et ord var et ord! Sådan var det mellem os!

Jeg kom med i forretningsudvalget i det nu meget større selskab Tryg, og det har jeg været glad for gennem mange år. I 1958 var Skive Sparekasse ved at oprette filialer i oplandet, og en dag kom direktør Andersen og formand H. C. Hansen ud til mig og spurgte, og jeg ville være den lokale mand ved en filial i Sjørup. Det drejede sig om 2 timer hver uge, hvor jeg skulle sidde der sammen med en uddannet bankmand. Det var jeg beskæftiget med i 10 år. Siden blev jeg opfordret til at træde ind i Tilsynsrådet og senere - da sparekassen blev lavet til Garantsparekasse - kom jeg i bestyrelsen og blev formand efter H. C. Hansen. Jeg var formand i ca. 10 år indtil 1988. Sparekassens ideer lå jo ikke langt fra andelsbevægelsens - det gjaldt også oprindeligt Tryg - men udviklingen gjorde det nødvendigt at omdanne til aktieselskaber, og der var ind imellem nogle gevaldige kameler, en gammel andelsmand måtte sluge! Jeg er dog aldrig blevet beskyldt for at være bagstræberisk - hverken i mit landbrug eller på andre områder. Jeg har altid bestræbt mig på at se fremad og vurdere, hvad der var rigtigt, og hvad der var nødvendigt, for at man kunne eksistere. Jeg gik altså med til, at Skive Sparekasse fik navneændring til Sparbank Vest og blev et aktieselskab. Tiden har vist, at det var en rigtig beslutning.

I 1988 holdt jeg op i Sparbank Vest. Jeg havde bestemt, at jeg ville til at afvikle og ikke mere have så travlt. Jeg valgte mellem Sparbank Vest og arbejdet som vurderingsmand i Kreditforeningen Danmark, som jeg har haft siden 1972. Det er nok noget af det mest interessante, jeg har beskæftiget mig med. Jeg havde et stort område, men jeg har altid været glad for at komme ud og snakke med folk. Jeg blev ved som vurderingsmand 3 år mere til 1991, hvor jeg blev 70 år.

Nu har jeg sagt det hele fra mig, men et enkelt hverv er kommet til på det sidste. Jeg har engageret mig i at starte en lokal kreds indenfor Dansk Slægtsgårdforening.

Politisk arbejde.

I marts 1958 var der kommunalvalg. I Vroue-Resen kommune havde vi 5 borgerlister eller fælleslister - én fra hvert af områderne Høgild, Resen, Sjørup, Kjeldbjerg og Vroue. Desuden var der en socialdemokratisk liste for hele kommunen. Ved valget blev jeg som 37-årig valgt til sognerådet.

Forud for dette valg havde der været meget uro her i kom¬munen omkring skolespørgsmålet. Det var i øvrigt en sag, der gav anledning til uro mange andre steder end hos os. Årsagen til uroen var, at man ikke ønskede at nedlægge de små skoler til fordel for én større, men når man nu var nødt til det, hvor skulle den større skole så ligge? Det satte i høj grad sindene i bevægelse her i kommunen i 1954-58. Som eksempel kan jeg nævne, at sognerådet så langt tilbage, jeg kan huske, havde arrangeret udflugt for kommunens ældre, men i denne periode kunne man på grund af uenigheden ikke være i samme bus, men måtte køre i to forskellige hold.

I 1958 blev der indvalgt 4 nye sognerådsmedlemmer ud af de 7. Der var genvalg til Einar Sigaard på den socialdemokratiske liste, købmand Morten Bundgaard fra Kjeldbjerg og Andreas Bak fra Sjørup. Nye var Poulsen fra Høgild Møllegård, Mads Damgaard Poulsen fra Sdr. Resen, Jens Nygaard fra V. Børsting og så undertegnede.

Der blev indkaldt til konstituerende møde. Der skulle vælges ny formand, da den gamle - Jens Klausen fra Sdr. Resen - ikke havde ønsket at genopstille til sognerådsvalget. Jeg havde her den store glæde, at jeg blev enstemmigt valgt til formand. Da Jens Klausen hørte det, ringede han til mig og sagde: "Jens Kristian! Jeg har nogle ting, du skal have, men du gør klogt i at få en vognmand til at køre!" Vi tog derop med en lastbil og fik den næsten helt fyldt, og alt det måtte vi jo tage ind i vort private hjem. Vi havde ingen kæmner dengang eller kommunekontor, så kommunens administration foregik fra sognerådsformandens og kommunekassererens hjem. Sidstnævnte var købmand Bundgaard. Blandt de mange papirer, vi hentede, var kommunens arkiv, selvangivelser tilbage 1918, og så var der den gamle skoleprotokol, der gik helt tilbage til 1814. Heri stod bl.a. beskrevet hele balladen omkring nedrivningen af Vroue kirkes sideskib og bygningen af den første skole i Vroue. Desværre var en del af kommunens arkiv forsvundet, for omkring 1916 var der en Vroueboer, der holdt op som formand, og han havde pakket nogle papirer sammen i sække, som han havde sat ned i hestestalden, så de kunne hentes. Men der var nogle løsgående plage, der spiste noget af indholdet!

Vi skulle i gang med arbejdet i sognerådet. Jeg har altid haft den indstilling, at man skal tage tingene i den rækkefølge, de dukker op, og når jeg havde brug for det, eller når der opstod problemer, søgte jeg altid råd hos amtet. Amtet var jo tilsynsmyndighed for kommunerne, men det opfattede jeg aldrig som noget problem. Når vi opfyldte vores forpligtelser, kørte vi meget frit. Men den daværende stiftamtmand Egede Larsen var en skrap herre og en meget dygtig finansmand, så der skulle være orden i økonomien.

Man lignede skat i februar. Da fik vi besøg af et skatterådsmedlem, der sammen med sognerådet skulle gennemgå de indsendte selvangivelser og påligne skat. Det var almindeligt, at borgerne gik til et sognerådsmedlem for at få hjælp til selvangivelser. For mange var det årets eneste officielle papir (der er jo noget, der har ændret sig dér!). Et år måtte jeg hjælpe med at lave 90 selvangivelser! Både ved ligningen i 1959 og 1960 var vi på Kongenshus Hotel. Om aftenen skulle jeg have det hele med hjem. Jeg fik indført den regel, at når vi havde lignet skat hele dagen og fået noget at spise, så spillede vi whist en time, så vi fik alle tallene ud af hovedet.

Jeg mente, det var helt urimeligt, at vi ikke havde en kæmner. Mange kommuner på vores størrelse havde haft kæmner i mange år. De andre i sognerådet var enig med mig, og da Vroue skole (overfor Toftgård) var ledig, blev den ombygget til kommunekontor, og der blev ansat en kæmner, der hed Harry Pedersen. Skatteopkræveren Anders Bak fra Sjørup kom også ind dér, og blev medarbejder på fuld tid. Således blev det hele samlet. Det var en lettelse - ikke mindst for vore hjem - at det hele blev samlet ét sted.

Et morsomt træk fra den tid er, at hvis manden på telefoncentralen i Vridsted havde hørt, at jeg ringede fra kommunekontoret, og der kom en opringning til mig, så stillede han ikke samtalen til Toftgård, så Birtha skulle til at løbe efter mig, men stillede den over til kommunekontoret. Sådan kunne man dengang!

I Vridsted-Fly, Daugbjerg-Mønsted-Smollerup og Vroue-Resen kommuner havde vi ingen alderdomshjem. Noget af det sværeste ved mit arbejde som sognerådsformand var, når en søn eller datter ringede og bad om at få sin far eller mor på alderdomshjem. Jeg var engang ude for at måtte ringe til 12 hjem, før jeg fandt plads. Det medførte, at jeg på et møde i sognerådet foreslog, at vi fik gjort noget ved vores alderdomsforsorg. Vridsted-Fly ville godt være med, og formanden i Daugbjerg-Mønsted-Smollerup Visti Hansen syntes også, det var en god idé. Vi tre kommuner gik så sammen om at udarbejde et projekt til et fælles alderdomshjem. I mellemtiden havde amtsrådsmedlem P. E. Eriksen fået gennemført i amtsrådet, at der skulle bygges nogle amtsplejehjem, evt. i forbindelse med allerede eksisterende hjem. Vi gjorde da opmærksom på, at det ville vi være interesseret i og indsendte vores projekt. Der var selvfølgelig mange forhandlinger, men enden på det blev jo sådan, at vi fik det ene amtsplejehjem i Sjørup. De andre blev lagt i Møldrup, Kjellerup og Jebjerg kommuner samt Bjerringbro. Vi fik aftalt, at der hos os skulle være 24 pladser til kommunen og 48 til amtet. Jeg blev formand for byggeudvalget, og jeg kan godt sige, at det er noget af det, jeg har været allermest glad for i alt mit politiske arbejde. Vi havde hårdt brug for det plejehjem. At det så er gået, som det er gået, er en anden sag. Det piner mig i høj grad, at der er skåret så meget ned. Ingen skal bilde mig ind, at vore ældre medborgere ikke bliver ved med at have brug for hjælp. Der vil også blive ved med at være enlige, der er bange for at være alene om natten. Jeg mener ikke den ældrepolitik, der siger "længst muligt i eget hjem", er rigtig. Jeg havde min mor på Sjørup Plejehjem i 7½ år. Hun var åndsfrisk til det sidste, men kunne ikke gå eller være alene om natten. Det var en stor betryggelse for os som pårørende at vide, at der altid var personale lige udenfor hendes dør døgnet rundt, som jævnligt så ind, om alt var, som det skulle være. Når de ældre er hjemme har de godt nok kaldemulighed, men hvis de bliver dårlige, kan de måske ikke ringe, og så kan de komme til at ligge hele natten. Jeg er meget skuffet over, at vores samfund skal køre på den måde.

En anden sag, jeg var involveret i, var forsøget på at bevare skolen i Sdr. Resen. Den blev bygget efter samme princip som skolen i Vroue. Høgild skole blev bevaret med de første klasser, hvorefter børnene gik til Sdr. Resen skole. Nogle forældre fra Høgild var dog ikke glade for den ordning. De ville ikke have deres børn til Sdr. Resen. En af dem sagde: "Hvis de tager koen i mulkt, kan de tage kalven med, for mit barn skal ikke til Sdr. Resen skole!" Men der blev jo efterhånden færre og færre børn i Høgild - til sidst ikke mere end 2-3 pr. årgang. Det fik forældrene til at bede mig sørge for, at Høgild skole blev nedlagt og børnene sendt til Sdr. Resen skole. Der var sket et generationsskifte i Høgild, og nu var der ingen problemer. Senere gik det desværre sådan, at der også blev for få børn til Sdr. Resen skole, og det var jo beklageligt, men man kan nu engang ikke drive skole uden et rimeligt antal elever. Det er der både pædagogiske og økonomiske grunde til.

Men nu har vi jo den glæde, at der er opstartet en efterskole i bygningerne, og det er mit indtryk, at den kører godt.

Jeg var så involveret i disse sager, fordi jeg kom i skolekommissionen i 1958. Inden sommer-ferien det første år var vi rundt i de tre skoler til eksamen. Da vi var færdige i Høgild, blev jeg af lærer Pedersen indbudt til at fortælle om den nye skolelov ved eksamenskaffen for forældrene om aftenen. Der var jo ikke lang tid til forberedelse, men jeg fik da givet en orientering, og så var jeg så heldig, at et par damer blev uenige om noget, og så klarede de den efterfølgende diskussion indbyrdes, og det passede mig udmærket!

Kommunalreformen 1970.

En meget væsentlig sag, der kom til at optage mig meget, var kommunal¬reformen. I Salling og Fjends havde vi en sognerådsforening, hvor formænd og kasserere mødtes en gang i kvartalet. Viborg amt havde en meget dygtig sognerådskonsulent - Aage Jacobsen - der kom ud til os og hjalp os med forskellige ting. I 1966 var jeg blevet formand for Salling og Fjends Sognerådsforening, og derfor blev jeg nært knyttet til arbejdet med den nye kommunalreform. Princippet var, at der skulle være færre amter og større kommuner. Det blev til 14 amter. Jeg havde nok den indstilling, at det havde været rigtigst, at vi her i Jylland kun havde fået 4 amter. Jeg traf engang daværende folketingsmand Viggo Hauch, der var meget engageret i kommunalreformen, og jeg fortalte ham min mening. Og han svarede: "Hvordan vil du lave de fire amter?" Ja, jeg ville lave ét mod nord, ét mod syd og to midt over. Hauch spurgte mig da, hvordan jeg forestillede mig, at man kunne have Ringkøbing og Århus i samme amt, hvortil jeg svarede, at de er da i samme land!

Det så en overgang ud til, at vi ikke fik et amt her i Viborg, men skulle til Ringkøbing amt. Det var jeg ikke indstillet på, og jeg henvendte mig til amtsrådsmedlem Søren Sørensen i Oddense, som var involveret i dette, og vi protesterede begge to gennem de kanaler, vi havde. P. E. Eriksen var også meget engageret i dette.

Vi fik altså de amter, vi kender. Naturligvis vil det give visse problemer med de amter, når vi tænker på, at Århus kommune har flere indbyggere end hele Viborg amt. Der blev dog lagt for meget til Århus amt syd for Kjellerup. Før reformen hørte Alderslyst lige udenfor Silkeborg og Hornbæk lige udenfor Randers begge til Viborg Amt. Det var jo urimeligt og blev rettet. Men syd for Kjellerup blev Hids herred lagt til Århus amt, og det var forkert, fordi man fjernede en del af indlæggelsesområdet for Kjellerup Sygehus. At man alligevel siden har været i stand til at bevare dette sygehus, forstår jeg ikke, men det er jo en varm kartoffel!

Amtsgrænserne blev i den sidste ende fastlagt af kommunalreformskommissionen, der var nedsat af folketinget. Men så skulle vi lokalt i gang med at fastlægge de nye kommunegrænser, og det var jeg stærkt impliceret i. Vi havde frie hænder til selv at finde ud af det. Jeg kunne ikke forestille mig andet, end at vi skulle have en kommune mellem Viborg og Skive. Jeg var helt med på, at vi skulle have større kommuner, men de måtte ikke blive for store. I 1962 og 1966 blev der lavet nogle kommunesammenlægninger på Fyn og Sjælland, og det blev til kommuner med ca. 5000 indbyggere. Dem blev der ikke rørt ved ved kommunalreformen eller siden. Vi fik dannet Fjends kommune, og der var mange, der kom med skitser. Jeg havde nære kontakter til flere af dem, bl.a. daværende sognerådsformand i Ørslevkloster Sigurd Fruergaard, og vi mente, at vi kun skulle have én og højst to kommuner i Fjends. Men Dommerby, der hører til Fjends herred, blev betragtet som en del af Skive-området, og dertil var mange af Skives borgere flyttet ud, så der var et stort skattegrundlag. Derfor ville Skive have Dommerby med til deres kommune, selvom Dommerby ligger i Fjends. Vi havde naturligvis mange møder, og jeg husker et møde med borgmester Peter Kærgaard fra Skive. Han startede med at sige: "Nu skal vi lave dette så godt som muligt af frivillighedens vej, men det er et ufravigeligt krav fra Skive, at Dommerby kommer til Skive." Så fór jeg jo op og sagde: "Peter Kærgaard! Hvor meget frivillighed er der i det her, når der er ufravigelige krav?" Men der havde vistnok været forhandlinger mellem Skive og Højslev-Dommerby-Lundø kommune, og det medførte, at de kom i kommune sammen. Det fik Sigurd Fruergaard til at sige til mig, at når det skulle være sådan, og når den lille kommune Ørum syd for Ørslevkloster kom til Skive, så var Ørslevkloster også nødt til det. Der blev så slået nogle grænser - bl.a. ved Nr. Søby, der forekom rimelige. Det er altså baggrunden for, at Fjends Herred og Fjends kommune ikke geografisk er det samme.

Men så måtte vi jo til at finde ud af noget. Vi forhandlede til mange forskellige sider, bl.a. med Haderup kommune. Det gik ud på, om vi sammen med Vridsted-Fly og Sevel Østre sogn og Haderup skulle danne én kommune. Det var vi faktisk indstillet på, selvom det var i to amter. De var dog ikke enige i Haderup, og vi kom i forhandlinger med Kobberup-Feldingbjerg og Gammelstrup østpå, sammen med Vridsted-Fly. Der gik nogen tid, og så ringede de fra Haderup, at de var blevet enige, men da måtte jeg sige, at det desværre ikke kunne lade sig gøre, fordi vi var i forhandlinger til anden side.

Vi fik så Fjends kommune på plads, som den er i dag. Grænserne kom ikke nøjagtig til at følge de gamle sognegrænser. I Resen sogn følte Høgild sig nært knyttet til Karup - og hvad med Sdr. Resen? Jeg var helt med på, at Høgild gerne ville til Karup, men jeg ville ikke afgive Resen. Sognerådsformanden i Grove - der jo kom sammen med Karup - og Jacobsen og jeg fik af kommunalreformkommisionen pålagt at blive enige om en naturlig grænse mellem Karup og Fjends kommune. Vi mødtes på vejen i Torp og var enige om, at her var et naturligt skel.

Hele denne komplicerede reform medførte mange møder, bl.a. i sammenlægningsudvalget. Engang inden det hele var på plads, fulgte jeg med sognerådsformanden i Vridsted-Fly Hartvig Bregendal til Stoholm til et møde. Da vi kørte ned ad Stoholm Bakke, standsede jeg og sagde til Hartvig: "Her vil jeg foreslå det nye kommunekontor skal ligge." Han kiggede lidt og sagde så, at det kunne jeg jo bare foreslå. Grunden lå i den gamle Daugbjerg-Mønsted-Smollerup kommune, idet noget af Stoholm dengang lå i Smollerup sogn. Nogle af sognerådsmed¬lemmerne derfra ville ikke have været med til at lave Fjends kommune, men var mere interesseret i at komme øst på sammen med Hald Ege til noget, der skulle hedde Ravnsborg. Nå, men jeg forelagde mine tanker om kommunekontor på udvalgsmødet, fordi - som jeg sagde - jeg er sikker på, at det bliver til en Fjends kommune, hvor Daugbjerg-Mønsted-Smollerup er med. Det endte da også med, at jorden blev købt af gdr. Arne Madsen, og det er altså dér, den nye administrationsbygning kom til at ligge.

Vi skulle have valgt en kommunalbestyrelse. Det blev bestemt, at den skulle have 15 medlemmer. Vi havde det første kommunalvalg i den nye kommune 1970. Jeg var opstillet, og jeg havde den glæde at skulle indkalde til det første møde, fordi jeg var valgt med flest personlige stemmer. Her vil jeg godt sige, at det sommetider kan være svært at se, hvad man får ud af offentlige hverv, men hvis man ved et valg får nogle stemmer bag sig, kan man regne med at have borgernes tillid.

Konstituering i den nye kommune.

Der var konstituerende møde den 18. marts 1970. Venstres gruppe var stor, men det viste sig, at der var sket forskellige ting forud for mødet - det var noget med øst-vest. Der blev foreslået to til borgmester: Egild Drengsgaard fra Kobberup-Felding-bjerg og mig selv. Ved afstemningen fik Drengsgaard 8 stemmer, og jeg fik 7. Så var det afgjort, og det var jo et demokratisk valg, så det er i orden. De 8, der stemte på Drengsgaard, var fra kommunes østlige del. Da vi så skulle til at besætte udvalgsposterne - der skulle være 5 i hvert udvalg - meddeler Drengsgaard, at de var en gruppe, der havde talt sammen før mødet, og de var blevet enige om besættelsen af udvalgsposterne. Det var den gruppe østfra, der havde stemt på Drengs¬gaard. Det kom bag på os andre, der ikke havde talt sammen forud, så jeg forlangte mødet suspenderet, så vi andre 6 kunne drøfte tingene. Men det blev jo, som Drengsgaards gruppe havde aftalt. Hans gruppe fik 3 i hvert udvalg. Denne gruppe bestod foruden af Drengsgaard selv af to socialdemokrater teglværksarbejder Børge Andersen fra Stoholm og arbejdsmand Aage Stilling fra Mønsted, fra de radikale lærer Ole Bojsen, Mønsted og Marianne Møller Andersen, Stoholm, den konservative installatør Svend Bisgaard, Stoholm og de to venstremænd sygekassekasserer Svend Aage Vestergaard, Mønsted og gårdejer Aage Stilling fra Gammelstrup. Den gruppe, som jeg således af omstændighederne blev tvunget til at gå til valg til udvalgsposter med, bestod af fire fra Venstre, nemlig købmand Johan Jensen, Daugbjerg, gårdejer Gustav Mogensen, Iglsø, gårdejer Niels Gottlieb Sørensen, Sdr. Resen og mig selv, og de to radikale kæmner A. Chr. Jørgensen, Trevad og landmand Søren Christensen, Resenholm. Socialdemo¬kra¬ten Egon F. Christensen fra Sparkær ville ikke være med i nogen af grupperne.

Bagefter vil jeg nok sige, at jeg havde en fornemmelse af, at der var noget, der lurede. En dag, jeg havde mødt Drengsgaard, havde han sagt noget om, at der jo altid kunne ske det, at en outsider kom ind. Der var ingen tvivl om, at valget ville falde på en af os, og det er mit indtryk, at de fleste regnede med, at det ville blive mig, og at Drengsgaard var outsideren. Men sådan er det jo i offentligt arbejde.

Jeg blev valgt til viceborgmester og fik således sæde i økonomiudvalget. Jeg kom også i socialudvalget, der jo også bestod af 3 fra 8-mands gruppen og 2 fra 6-mandsgruppen. Men da den skriftlige afstemning om formand for udvalget var foretaget, havde jeg fået 3 stemmer og blev således formand for socialudvalget. Det fortsatte jeg med i to år. Den 1. januar 1972 blev jeg udnævnt til medlem af og formand for skatterådet i Bjerringbro skattekreds, og det betød, at jeg 1. april trak mig ud af socialudvalget, men fortsatte i kommunalbestyrelsen indtil valget 1974, hvor jeg valgte ikke at stille op.

Efter reformens gennemførelse i 1970 blev der lavet en kommuneforening for hele amtet, og jeg blev fra Venstre udpeget til bestyrelsen og var formand de første 4 år. Det viste sig at være en større uriaspost, end jeg havde regnet med! Bykommunerne Viborg, Skive, Nykøbing og Thisted havde tidligere været under ministeriets tilsyn, men skulle nu under amtets tilsyn, og det viste sig at være et vanskeligt problem at løse.

Hvad skatterådet angår, har det ikke været nogen udsat post, hvad man måske kunne tro. Jeg har altid ment, at skatterne skulle ind, og de kan ikke komme andre steder fra, end dér, hvor indkomsterne er. Og så må man bestræbe sig på at komme så nær det retfærdige som muligt og diskutere fradrag og den slags. I de år, jeg var i skatterådet havde jeg dejlige kolleger og medarbejdere, så jeg havde mange gode timer der - men også nogle lange dage.

Jeg kan nævne en enkelt episode. Jeg var sammen med en medarbejder ude i en kommune, hvor man havde indkaldt en ældre landmand, der havde problemer med den særlige indkomstskat, en landmand fik pålignet ved salg af ejendom. Jeg præsenterede mig for ham, da vi kom ind, hvortil landmanden svarede: "Det ved a godt!" Medarbejderen lægger sagerne frem, som de stod. Landmanden brummede lidt og vendte sig på stolen. Enten kunne eller ville han ikke forstå det dér med særlig indkomstskat. Da medarbejderen havde sagt sit, tog jeg ordet og supplerede med mine bemærkninger. Så siger han til mig: "Jens Kristian! Mener du ikke, det kan blive anderledes?" - "Nej!" svarede jeg, "det kan du lige så godt affinde dig med." - "Ved du hvad - skal vi så ikke holde her!" sagde han. Han havde brug for at kunne gå hjem og sige til konen og naboerne: "Jens Kristian sagde, at det ikke kunne blive anderledes!" Det er en af de oplevelser, der luner!

Jeg fortsatte i skatterådet, til jeg faldt for aldersgrænsen - 67 år - efter 16 dejlige år. Det er pudsigt nok lige så lang tid, som jeg sad i kommunalbestyrelsen: i Vroue-Resen kommune 1958-70, og i Fjends kommune 1970-74.

Når jeg ser tilbage på mit liv, er der selvfølgelig nogle ting, jeg er særlig glad for. Her kan jeg nævne etableringen af plejehjemmet, mange gode stunder indenfor Sparekassen Skive, og i høj grad mit vurderingsarbejde indenfor Kreditforeningen Danmark, fordi det nu er min natur, at jeg gerne vil ud og snakke med folk og se, hvordan alting kører i det daglige. Jeg har været med i meget, og jeg har brugt meget tid på det, og det har slet ikke kunnet lade sig gøre uden opbakning fra hjemmet. Når jeg skulle af sted om morgenen 4-5 dage i ugen, så er det helt sikkert, at hvis ikke de derhjemme var med på det, duede det ikke. Birtha og børnene har betydet utrolig meget, og vi har haft gode medhjælpere, der fik et større ansvar, end man normalt forventer, fordi jeg var så meget hjemmefra.

Jeg har altid vidst og aldrig været i tvivl om, hvor jeg stod politisk. Jeg tilslutter mig Venstres liberale ideer. Den enkelte skal have mulighed for at klare sig, men der skal tages hensyn til alle, og vi skal kunne tolerere andre. Venstres liberale ideer passer til min natur. Venstre er blevet beskyldt for at sige: "Lad falde, hvad ikke kan stå!" Det passer ikke med mine begreber om et socialt sindelag, men man skal heller ikke hjælpe så meget, at ingen får chance for selv at komme op at stå! Liberalisme i sin yderste konsekvens er nok ikke Jens Kristian! Men jeg vedkender mig en social og demokratisk liberalisme.

Og nu er jeg i gang med det, jeg er allermest glad for af alt det, jeg har beskæftiget mig med i mit lange liv: jeg er bedstefar!

Birtha og Jens Kristian Nielsen fortæller om besættelsen.

JK: Jeg var godt 19 år, den 9. april 1940. Jeg var den morgen ved 6.30-tiden ude at passe heste, da jeg hørte flyvemaskinerne, og jeg kiggede da ud af stalddøren, fordi jeg synes, det var noget tidligt, de var ude at flyve. Da så jeg, at det var nogle kæmpestore bombemaskiner, der fløj meget lavt. Jeg gik tilbage til far i stalden, og lidt efter kom lærer Skytte Andersen. Han havde fået fat i de papirer, der var kastet ned fra flyverne: Oprop.

Vi hørte så regeringens udtalelse i radioen, og vi forsøgte fra starten at efterleve dens henstilling med at fortsætte det daglige arbejde. Derfor gik vi i gang med at køre møg ud, som vi havde planlagt.

Jeg oplevede noget tilsvarende 14 dage efter. Jeg var ude i marken og kunne høre nogle flyvemaskiner komme, men jeg kunne ikke se dem. Først da de steg for at komme over Vroue Bjerg, fik jeg øje på dem. De kom lige hen over det sted, hvor jeg stod, og jeg tog godt fat i tømmen, for hestene var jo bange og dukkede sig for den forfærdelige larm. Det var uhyggeligt.

Ikke længe efter kom der besked om, at der skulle mørklægges. Rationeringen kom også ret hurtigt.

Der kom store forandringer. Det kunne ikke undgås. For landbrugets vedkommende varede det ikke længe, før vi ikke kunne få tilført oliekager fra udlandet. Oliekager er proteinrigt foder. Det betød, at køernes ydelse blev nedsat. Der kom rationering på gødning, og derved blev avlen naturligvis ringere.

De folk i byen, der havde bil blev snart nødt til at klodse dem op, for man kunne ikke skaffe benzin til privatkørsel. Vognmand Lars Andersen, der boede her overfor os, var den eneste, der kørte i Vroue. Han måtte køre med generator, og jeg kan huske, at det hver aften var vigtigt at gøre generatoren godt ren. Ellers var det ikke til at starte næste morgen. Lars nåede ikke altid rengøringen, og så lavede han et farligt vrøvl om morgenen, når han ikke kunne få bilen i gang.

Der kom også rationering på hvede, men vi kunne købe en tønde hos en af min mors ungdomskammerater i Otting. Da vi kom hjem, måtte jeg køre til Skalmstrup Mølle ved Stoholm for at få det malet. Egentlig måtte vi slet ikke male hvede til mel for tyskerne - hverken på gården eller ved møllen. Men vi var så heldige at have en landbetjent i Viborg, der var landmandssøn. Han fik sommetider besked på et se efter, om tingene gik rigtigt til. Men når han kom ud til møllen, beklagede han, at han ikke var i stand til at se, om det var hvede eller byg, der blev malet! Jeg har også fået fortalt af en, der var til delegeretmøde i Jydske Landboforeninger, at de også snakkede om rationering og forbuddet mod at male hvede. Da skulle den daværende landbrugsminister Bording have sagt, at han havde nu altid forstået, at de, der var nærmest truget, de fik altid noget! Og det betød selvfølgelig, at man kunne male sin hvede og også give naboen noget. Det er et eksempel på, at danskerne holdt sammen og holdt afstand til tyskerne. Men vi skulle passe på. I forsamlinger kunne man jo aldrig vide, om der var nogle til stede, der ville fortælle videre til tyskerne. Det var i stor stil en utryg fornemmelse. Derfor fortalte man ingenting, og man spurgte ikke om noget, for ikke at sætte nogen i forlegenhed.

Husholdning

B: Der var også mangel på kartoffelmel, så det lavede vi selv. Far havde lavet en tromle, der stod på et stativ, hvormed han raspede kartoflerne. De raspede kartofler kom i vand og blev skyllet godt igennem, hvorefter vandet blev hældt ud på nogle lagener, der lå på græsplænen i solen. Der tørrede det, hvorefter man kunne indsamle det lyserøde kartoffelmel.

Det holdt snart op med rigtig kaffe, og så begyndte vi selv at brænde surrogatkaffe på byg og gulerødder, der var skåret i små stykker. Det kom i en stor jerngryde, som der skulle røres i, så det ikke brændte på. Det gav jo en stank uden lige, så vinduer og døre måtte lukkes op. Smagen vænnede man sig til! Men når man en sjælden gang fik rigtig kaffe, blev man næsten beruset af det. Når der skulle være gilder o.l. sendte gæsterne ofte kaffe- og smørkort i forvejen. Det var vi glade for.

Tobak manglede vi. Købmanden fik en vis ration, som han skulle fordele, og de, der ikke røg, ville også have deres ration, så der blev mindre til de, der røg. Mange kom ligefrem til at ryge på den baggrund.

Sæbe til storvask lavede vi selv - det var også på mærker. Min mor lavede det ved hjælp af sæbesten, som vi købte. Sæbestenen kom i gruekedlen sammen med alt affald fra griseslagtningen - ører, hale, skind, osv. Kødaffaldet kom i en trætønde og blev saltet, så det kunne holde sig, til der var tilstrækkelig stor en portion til at lave sæbe af. Så kogte man det i gruekedlen sammen med sæbesten. Derefter kom det i nogle beholdere, hvorfra mor kunne skære nogle firkantede stykker ud, som hun brugte til storvask. Det lugtede bestemt ikke godt under fremstillingen! Man skulle iøvrigt være forsigtig under vask, for alle de erstatningsstoffer, der kom frem - bl.a. celluld - kunne ikke tåle alt for meget. Undertøj, der var en meter i længden og en halv i bredden, var næsten omvendt efter vask og tørring! Derfor stumpede de altid.

Vi havde jo ingen risengryn. Derfor blev risengrød kogt på byggryn, som vi kaldte hangryn. Når vi levnede noget, blev det blandet op med flødeskum, og så var det ris-a-la-mande.

En overgang fik man sko, hvor overlæderet var af rødspætteskind. Det var egentlig flot. Skulle pigerne have nye kjoler, kunne man bruge vistra fra gamle gardiner. Gamle, ternede tæpper syede vi nederdele af.

Min mor opdagede engang, at vore to karle kørte i marken om morgenen med bar mave, fordi deres skjorter stumpede. Så tog hun nogle badekåber og skarrede stoffet i forneden i deres skjorter, så de ikke frøs så meget. Da jeg kom i plads, blev mors kitler syet om til kjoler til mig.

Man lærte at klare sig! Mottoet var: brug, hvad du har, for at få det, du ønsker!

Dengang startede man også på noget, man kaldte »jubijæ-gilder«, hvor man spiste godt og fik øl og snaps til maden. Baggrunden var i enkelte tilfælde ubehagelig, for der var nogle, der tjente rigtig mange penge under krigen ved at arbejde for tyskerne, og de penge blev ofte omsat i festligheder og dyre ting. Det satte et skel mellem danskerne, fordi nogle blot var interesseret i at arbejde, hvor pengene var, mens andre overhovedet ikke ville have med tyskerne at gøre.

Nogle af dem, der lavede mange penge, var tørvefabrikanterne. De havde tørvefabrikker, hvorfra man solgte tørv til bl.a. morsingboerne. Man sendte dem af sted, før de var tørre, så vejede de mere! Der blev nemlig betalt efter vægt!

De fleste gravede dog kun tørv til eget brug. Peder Nielsen på Boudigaard gravede tørv i engen hernede. Det var hans svoger Kristian Østergaard, der stod for det.

Der var jo brunkul i Sdr. Resen. Mange troede, vi havde brændsel nok, når man brød brunkul så tæt på, men sådan var det overhovedet ikke. Fabrikanterne måtte ikke sælge til private. Kullene skulle sælges til fabrikker, virksomheder og toge, der skulle holdes i gang.

Det var slemt, at vi manglede brændsel, for vi havde nogle skrækkelige vintre under besættelsen. På offentlige steder måtte der ikke være mere end 15º, og i togene måtte der slet ikke være varme på! Når vi havde brunkul at fyre med i kakkelovnen, måtte man sørge for, at der var ordentlig træk, ellers lugtede det helt forfærdeligt. Og så var der masser af løbesod - også fra tørvene, hvis de var godt svovlede.

Foreningslivet blomstrede. Der var folkelige møder i forsamlingshuset, hvor der kom mange. Og vi sang, som vi aldrig har sunget før. Der måtte ikke være offentlig dans - kun privat. Vi inviterede til unge gilder i laden. Til mine forældres sølvbryllup var de unge inviteret til dagen efter, og den dag startede udgangsforbuddet kl. 18 og varede til 6. Derfor kom de unge længe før 18 og blev til efter 6 næste morgen. De fik morgenmad, inden de kørte!

Dengang var det moderne med lange kjoler. Når vi skulle til gilde, cyklede vi. Vi havde de lange kjoler i en papkasse på bagagebæreren, og når vi så kom derhen, hvor vi skulle være, fandt vi et eller andet sted, hvor vi kunne skifte. Det var ingen fornøjelse at køre på cykel, for man kunne ikke få gummi. Derfor havde man massive ringe. De punkterede ikke, men de var hårde!

JK: I sommeren 1940 kom jeg i tanke om, at jeg gerne ville på højskole. Jeg sagde til min far og mor, at det måske var den sidste vinter, hvor der var en fri dansk højskole for os unge. I ungdomsforeningen havde vi kort efter en forstander fra Skamlingsbankens Ungdomsskole heroppe for at holde foredrag. Han boede hos os, da han ikke kunne komme hjem før næste dag. Vi sad og snakkede, og han sagde, at det var en god idé, at jeg ville på højskole, og så kom jeg på Askov i november 1940 og var der i seks måneder under forstander Arnfred. Vi havde også en lærer, der hed Juul Andersen, der var meget godt udenrigspolitisk orienteret, og som kunne fortælle længe, når vi stillede ham spørgsmål. Vi bemærkede, at eleverne fra Sønderjylland havde en meget mere udpræget nationalfølelse end os andre. Jeg tænker bl.a. på deres brug af flaget.

B: Jeg var på Askov i 1942-43, og der var der en masse unge mænd med fuldskæg. Jeg tænkte, at de nok ikke kunne tåle at barbere sig, men det viste sig senere, at det var camouflage, fordi de var eftersøgt.

Engang kom der pakke hjemmefra, hvor der stod i brevet: »Håber strømperne passer!« Men der var ingen strømper! Der var en sparegris! De er nok blevet forbyttet under censuren.

JK: Den 29. august 1943 mærkede vi ikke meget til, men jeg gjorde nu alligevel. En af mine kammerater fra Salling Ungdomsskole, der boede i Otting, skulle vi besøge, fordi han have fødselsdag den 29. august. Jeg skulle cykle til Tastumgård, hvorfra jeg skulle følges med en af sønnerne dér. Vi kørte sammen med hans søster i jumbe. Da vi kørte over Skive Hedemark, hvislede projektilerne over vejen, så vi kørte hurtigt videre.

Når vi skulle ind til Skive, var der kun Brårupvej, og der kom vi forbi skolen, der var besat af tyskerne. Der var det modbydeligt at se danske piger rende sammen med tyske soldater.

Tæt på modstandsbevægelsen.

B: Jeg havde plads på en større gård nede ved Horsens i vinteren 44-45 og skulle være der til maj. Min far skrev. »Nu skal du blive der! Du må ikke tage med toget hjem!« De var jo bange for sabotage. Der var en anden ung mand, der havde tjent ved far og mor, som også skulle ned på den egn, og de to hold forældre havde snakket sammen om, at den lastbil, der skulle køre med hans møbler, skulle have mig med hjem.

På den gård hed manden Kruse, og han og forvalteren havde været med til at samle våben og ammunition op, som blev kastet ned. De havde også samlet de lyseblå faldskærme ind. Alt det gemte de væk under en bro. Det fandt vi ud af bagefter. En aften blev der samlet en stor portion op, og fra da af var hverken Kruse eller forvalteren hjemme. De turde ikke. De kom hjem om morgenen på cykel, der lige blev smidt, og så var Kruse inde ved telefonen og give ordrer. Forvalteren gav ordre til de ti karle, og så forsvandt de begge igen. Jeg ved ikke hvorhen. Vi kunne jo nok regne ud, at de havde været med i noget. Jeg gik med en fløjte i en snor om halsen, og hvis der kom nogle tyskere, skulle jeg fløjte. Så vidste fru Kruse, hvad der skete. Så var der nogle døre oppe på loftet, der skulle lukkes!

Den sidste tid spiste vi sammen med fruen inde i stuen, men jeg var sommetider grædefærdig, for stemningen for forfærdelig anspændt.

Tidligere havde jeg været stuepige hos doktor Hasselbalch på Borupgård i Snekkersten. Det tog to dages togrejse derover. Jeg overnattede på et missionshotel i Slagelse sammen med en pige fra Roslev, som jeg ikke kendte i forvejen.

Jeg havde kun været der i 14 dage, da jeg blev kaldt op på kontoret, hvor fruen fortalte: »Min mand er efterstræbt af tyskerne. Så nu har De ansvaret for, hvem De lukker ind! De tænder først lyset ude på trappen og ser, hvem der står der, før De låser døren op!«

Jeg kunne ikke forstå, at de hele tiden var syge og altid skulle have mad på sengen. Men da jeg spurgte oldfruen, svarede hun kun: »De har haft en svær tid!«

Hr. og fru Hasselbalch hjalp jøder til Sverige. De blev sejlet fra deres sommerhus, der lå ved Øresund og havde en meget lang bådebro. Jeg har flere gange været ude med madpakker til dem, der skulle sejles over. To nætter var jeg derude for at holde nogle små børn, mens en læge gav dem beroligende indsprøjtninger, for at de ikke skulle græde.

Efter den tid bad de mig på min frieftermiddag om at gå en tur i strandkanten for at se, om der skulle ligge nogle, der ikke kom over.

Doktor Hasselbalch havde bedt mig tage en af hans knive med, når jeg gik. På vejen hjem gik jeg gennem en lille lund, og en dag måtte jeg, da jeg kom hjem, fortælle, at jeg havde skåret en ned, der havde hængt sig i et træ i den lund. Om det var det, doktoren havde tænkt på med kniven, ved jeg ikke.

Det var en streng tid. Jeg spurgte engang de andre tjenestefolk: »Hvorfor går fruen oppe om natten? Hvad laver hun?« Vi kunne hørte det. Hun gik nok og var nervøs for, om jøderne kom over.

Vi kunne jo se Helsingborg lige så tydelig fra vore vinduer. Der var jo lys.

Hvor meget Hasselbalchs egentlig var med er egentlig først gået op for mig bagefter. Længe efter traf jeg nogle, jeg var sammen med derover, og de spurgte: »Birtha, er du egentlig klar over, hvor meget doktorens var med?« Man snakkede jo ikke om det. Man var der bare, og det skete bare. Var der nogle, der havde brug for hjælp, så var man der bare. Man spurgte ikke om noget. Og man fortalte ingenting.

Befrielsen

JK: Vi sad jo altid på bestemte tider ved radioen og lyttede til BBC, selvom det var forbudt. Min farbror, der boede i Canada, var hjemme i Danmark på besøg, da besættelsen kom og blev forhindret i at vende hjem igen. Han var meget optaget af krigens forløb og lyttede til radioen hver dag. Men han var altid meget opmærksom og lyttede omkring sig, når han sad og hørte radio, for ikke at blive overrasket af nogen tyskere. Men det var jo den eneste måde, vi blev orienteret på, for dansk radio og aviser var censurerede.

Invasionen i Normandiet gav fornemmelsen af, at nu kunne det ikke vare længe. I vinteren 44-45 hørte vi, at tyskerne tabte så enormt ovre i Rusland. Vi havde også fornemmelsen af, at der var uro mellem de tyske generaler, men det kom jo ikke frem. Der blev også knaphed hos tyskerne. Jeg kan huske foråret 45, da vi var færdige med at lægge kartofler, sagde jeg til min far, at nu var de da i jorden, så vi kunne få kartofler næste vinter. Vi var jo bange for, at de ville blive beslaglagt. De kom jo og tog mange ting, efterhånden som det trak sammen.

Men så kom den 4. maj. Den aften havde jeg lovet at køre min fars faster til datteren og svigersønnen i Ø. Børsting. Vi havde en urolig hest, som jeg var ved at spænde for. Da kom mor ud og sagde, at nu havde tyskerne kapituleret. Mørklægningsgardinerne blev straks hevet ned - det skete overalt. Og jeg kan tydelig se for mig, hvordan nabokonen fra Brugsen Marie Bonde kom glædestrålende løbende om til os: »Har I hørt det!« Og så var der jo glæde over det hele.

Næste dag blev vi klar over, at man samledes ude på torvet i Skive. Vi fik vognmand Chr. Andersen til at stille nogle bænke op på ladet i hans lastbil, og så kørte vi til Skive, hvor vi så hvor glædestrålende og lykkelige, alle mennesker var. Vi var der og oplevede det begge to.

B: Jeg kan huske, at jeg stod og strøg på min fars kontor, mens en radio gik i baggrunden, og lige pludselig flyver min far op og råbte: »Hvad sagde de? HVAD SAGDE DE?!« Og så svarede jeg: »Jamen, det sagde de da!« Og så måtte vi jo også til Skive næste dag.

JK: Næste dag - det var søndag - mener jeg at huske, at vi samledes på Krabbesholm, hvor forstander Gravsholt havde været meget engageret i modstandsbevægelsen, og hvor vi så alle modstandsfolkene, der havde fået armbind og våben.

Efter befrielsen tog det jo lang tid, før tingene var i deres rette gænge igen. Man blev ved med at have rationeringsmærker mange år efter. Engang i vinteren 51-52 - vi var blevet gift - var vi en aften til fest inde i Salling hos nogle bekendte og havde vognmand Henry Albertsen til at køre. Det var før, vi fik bil. Da vi kom kørende fra Skive og drejer mod Vroue ved mejeriet, ser vi en mand, der dukker sig i modsatte side af vejen. Vi kom så hjem, og jeg ordnede det økonomiske, mens Birtha gik ind. Da Birtha får lukket døren op ind til stuen råber hun: »Hold! Hold! Prøv nu lige at komme her!« Da var skuffer og det hele lukket op, og på nordsiden så vi, at de var brækket ind gennem et vindue, og det var klart og tydeligt, hvad de var ude efter - det var rationeringsmærker. Intet andet var rørt. Og det var 6½ år efter befrielsen!

Fra Vroue-Resen Sogneblad nr. 2-3/1996 og 1/1997. Peter Maarbjerg.