Gammelstrup Sogn

Gammelstrup Sogn

Tekst Ruth Meller Sørensen

Gammelstrup var engang berømt viden om for de mørkbrændte jydepotter. I dag udnyttes ler og sand til industriel produktion af teglsten. Under besættelsen blev Gammelstrup Hede en vigtig nedkastningsplads i Jylland.

Gammelstrup ligger mellem Stoholm og Sparkær og har Jordbro Å som nabo mod vest.

Gammelstrup Kirke

Gammelstrup Kirke ligner Romlund Kirke og den gamle nu nedrevne Nr. Borris Kirke. Ifølge et sagn var det tre søstre fra Lundgård, der fik bygget kirkerne.

Her ligger også den lille Birkesø, som hver sommer tiltrækker mange badegæster. Mod nord ligger Dalgas Plantage og Gammelstrup Hede, der i dag enten er opdyrket eller beplantet. Lige syd for plantagen er der en stor forsænkning med små lave volde, der kaldes Dronning Margrethes Skanse. Byen Gammelstrup består af nogle gårde og huse.

Birkesø

De sorte jydepotter

Gammelstrup var i mange år kendt for sin store produktion af jydepotter eller swotpotter, som de også blev kaldt. Produktionen af jydepotter foregik i de fleste gårde og i en del huse i sognet. I 1763 nævnes Gammelstrup som stedet for en fabrik, der tilvirkede lertøj, men pottemageriet har sikkert foregået længe før den tid. I Gammelstrup og nærmeste omegn fandtes tre ting der var afgørende for pottemageriet. Her var det helt rigtige ler, det rigtige sand og ikke mindst var der store mængder af hedetørv til brændingen.

    Om efteråret blev leret hentet hjem og lå på gårdspladsen vinteren over for at det kunne påvirkes af fugtighed og frost. Om foråret begyndte den egentlige forarbejdning, som var kvindearbejde. St. St. Blicher har beskrevet, hvordan bearbejdningen foregik.

    ”Leret æltes først med lidet blandet sand på udbredte fåreskind (kødsiden opad), og det med fødderne. Arbejdersken sætter sig dernæst på en trefod med et lille bræt over knæene, på hvilket hun lægger leret, og med de bare hænder giver det den første, rå dannelse af det, hvortil det er bestemt. -- Når karrene er tilstrækkeligt tørre, bringes de i ovnene, som er et i fri mark udgravet langagtigt hul. Her anstilles en rist (grindel kaldet), denne belægges med et lag hedetørv. Her ovenpå sættes karrene og bedækkes med to lag tørv. Nu stikkes ild, men det må stedse kun brænde i gløder --- en brænding varer 12 timer.”

    Potterne fra Gammelstrup var grålige efter brændingen. En brænding indeholdt cirka 480 stykker lertøj, som kunne være et utal af artikler, for eksempel flade mælkeskåle, æbleskivepander, legetøj, kaffekander og meget andet, udover de gængse potter, kar og gryder. Brændingen skete kun om sommeren, men der kunne nås helt op mod 10 brændinger på en sommer.

    Potterne fra Gammelstrup blev solgt af ”grydepigerne” på torvet i Viborg eller Skive. Den betydeligste afsætning gik dog med hestevogn til den lille havn i Kvols ved Hjarbæk Fjord, hvor limfjordskrejlerne fra Hannæs eller Kvols købte dem og fragtede dem til Ålborg i deres kaage eller solgte dem rundt i Limfjordens mindre byer og ladepladser. Pottemagerne kunne dog også drage på langfart for at sælge deres varer, som var kendt for at være ret så solide. Om pottehandlernes erhverv hed det, at den var lige så redelig som al anden handel, men heller ikke mere.

    Pottemagerne tjente også pænt; Gammelstrup-folkene konstaterede med tilfredshed, at vist var pottearbejdet skident, men det gav en ren skilling. Pottemageriet var dog en bibeskæftigelse, idet alle også havde landbrug som levevej.

Produktionen af de sorte lerpotter fik midt i 1800-tallet hård konkurrence af industriens jernproduktion, hvis jerngryder selvsagt var mere hårdføre. Den sidste lertøjsbrænding i Gammelstrup skete i 1895. Lertøjet var bestilt af Viborg Stiftsmuseum, som stadig opbevarer alle potterne.

Jydepotterne

Jydepotter fra Gammelstrup. Formningen af potterne foregik med fingrene og med en fladrund, glat marksten. Pottekonen trillede leret sammen til en rund klump og borede stenen ned i leret, og ved en stadig drejende bevægelse udhulede og formede hun med stenen potten efter ønske. Potterne blev lavet af  sognefoged Ole Andersen og hustru Marianne i Gammelstrup i 1895 til Viborg Stiftsmuseum, og de har derfor aldrig været brugt.

Nedkastningspladsen på Gammelstrup Hede

Heden ved Birkesø var under 2. Verdenskrig nedkastningsplads for våben fra England. Våbnene ankom i små containere, som straks blev tømt. Containerne blev smidt i den nærliggende Birkesø, mens våbnene i første omgang blev gemt i buskadset og siden fordelt ud i det meste af Jylland.

 Bag den lokale organisering af våbennedkastningen stod Stoholm-gruppen eller Birkesø-gruppen, som den også kaldtes. Ni af gruppens elleve medlemmer blev imidlertid arresteret af tyskerne i januar 1944. Den 31. maj 1944 stod under en knap meddelelse i avisen fra den tyske besættelsesmagt, at en standret havde afsagt dødsdom over syv af gruppens medlemmer. De to sidste fik henholdsvis livsvarigt fængsel og seks års fængsel. Blandt de dødsdømte var præsten i Finderup, Tage Severinsen. Én af de syv blev henrettet, mens de seks andre fik omstødt dommen til livsstraf.

  Efter krigen blev der i sommeren 1945 sprængt store mængder ammunition i luften på Gammelstrup Hede. Lufttrykket fra sprængningerne var så stort, at nogle hytter på heden på det nærmeste blev blæst omkuld. I dag er der stadig skilte på stedet, der advarer mod opsamling af ammunition og rester deraf.

     Ikke langt fra sprængningsområdet er der i dag en flugtskydebane, som Stoholm og Omegns jagtforening har brugt siden 1960-erne.   

Lundgård

Gammelstrup Sogn har været domineret af hovedgården Lundgård, som er en gammel herregård. Oprindeligt havde gården et tilliggende på 407 tdr. land, men efter frasalg under landboreformerne var der kun cirka 300 tdr. land tilbage, hvoraf kun 180 tdr. var dyrket Den frasolgte jord mod øst kaldes stadig Lundgård Mark.

    I 1836 blev gården købt af en driftig mand ved navn Morten Jensen. Denne mand kom fra små kår, men havde i mange år været hos en købmand i Løgstør, hvor han gradvist havde arbejdet sig op til at være købmandens højre hånd. Morten Jensen fik lyst til landbruget og skiftede branche. Efter nogle år i andres tjeneste tog han springet og købte Lundgård. Morten Jensen fik i løbet af de næste 20 år lagt 40 tdr. land mere under plov. Lundgårds marker var til dels lerjord. Dette forstod Morten Jensen at udnytte, da han i 1857 oprettede et teglværk øst for gården.

    I 1912 blev gården købt af et konsortium, som solgte jorden nord for banelinien. Her blev gården Lundholm opført. Resten blev solgt til Fjends Herreds udstykningsforening som udstykkede den til 11 husmandsbrug. Hovedgården, de resterende 40 tdr. land og teglværket blev købt af Chr. Sørensen, Højslev Tegl. 

Lundgårds Teglværk

Chr. Sørensen byggede et nyt teglværk vest for hovedgården. I 1942 var teglværket arbejdsplads for 50 personer. I 1960-erne blev produktionen moderniseret. Det betød en større produktion, men også en lettelse i arbejdsgangen for teglværksarbejderne. Teglværket har gennem årene løbende udbygget produktionen og kan i dag fremstille 32 millioner sten om året, som firmaet afsætter via deres egen slagsorganisation.

    Teglværket blev siden et aktieselskab, men stadig med en Sørensen ved roret, idet 3. generation var direktør og 4. generation havde en ledende post i firmaet. Lundgårds Teglværk beskæftigede  i 2007 omkring 30 medarbejdere. I 2013 gik teglværket konkurs.

I 2018 oprettede Hededanmark et miljøcenter på stedet.

Faktaboks

Indbyggere

1850: 247

1901: 397

1960: 259

2006: 162

Areal. 1.139 hektar

Navnet

Forleddet Gammel er afledt af det gamle mandsnavn Gamal, mens sidste led -strup kommer af ordet torp. Ordet torp er det gamle danske ord for gård eller udflytterby.