Daugbjerg sogn

Daugbjerg sogn finder vi knap en snes km vest for Viborg. Vi er i fjandboernes land. Sognet ligger i et bakket landskab, som mod syd flader ud i hedesletten på kanten af Kongenshus Mindepark. Men Daugbjergs berømmelse ligger nok så meget i undergrunden. Danskerkalken kommer flere steder helt frem til overfalden, og i trange minegange sled slægtled efter slægtled af fjandboere for at fravriste den hårde kalk et tåleligt udbytte.

Tekst: Henning Ringgaard Lauridsen

I sognets nordlige del løber hovedvej A 16, og det har den gjort siden 1857, hvor ingeniør Enrico Dalgas ledede arbejdet med at anlægge landevejen mellem Viborg og Holstebro. Før de dage løb landevejen sydligere, fra Hagebro gennem Røverdalen og langs kanten af Alheden til Sejbæk i et øde og vildsomt landskab, hvor ikke blot ulve, men også stimænd og røvere huserede og gjorde den vejfarende utryg. ”Vi skal begge leve af de vejfarende sagde røveren i Sejbæk til kromanden i Hagebro!”

    Den gamle vej var også drivvej for studedrivere på vej mod syd med deres studeflokke. Nær Vedhoved ligger en stor næsten kvadratisk bygget studefold af græstørv, kaldet ”Paradis”. Her kunne studedriverne få sig en god nats søvn, mens deres kvæg forsynede sig med saftigt græs og frisk vand bag de beskyttende diger.

Landsbyen

Sognets eneste større landsby er Daugbjerg, som i dag ligger langstrakt ved landevejen, så spredt at mange bilister har svært ved at lette tilstrækkeligt på speederen, når de farer igennem. Dele af byen har en ejendommelig terrasseformet opbygning på dalskråningen med den hvidkalkede kirke placeret øverst på sit eget plateau sammen med den gamle landsbyskole. Mellem gårde og marker ligger tilsyneladende tilfældige kuplede høje. Det ser ud som oprodninger af et kæmpesvin, men er lutter udbårne slagger fra århundreders arbejde i kalkgruberne.

    For det meste har Daugbjerg ligget i fred bag sine bakker, men natten til Skærtorsdag 1791 endte alt i rædsel. Folk var gået i seng, da ild brød løs i Kjærgård, og snart fik en kraftig vind gnisterne til at springe videre til de fleste andre gårde i byen. Otte hele gårde, to lader og fem huse åd flammerne den nat.

    Årsagen til ildens opståen lod sig aldrig opklare. Men rygter talte naturligvis om ”kjeltringer”, som florerede i disse egne. Det var jo en tid ”med møj skidt folk”, og hævnbrande var ikke sjældne. Daugbjergfolkene var på dette tidspunkt fortsat fæstere under godsejer Schinkel på Hald, og de søgte derfor til ham for at få hjælp til genopbygningen. Kammerherre Schinkel krævede imidlertid, at flere af byfolkene flyttede deres gårde ud på markerne, hvilket de ikke umiddelbart var indstillet på. Det hele endte derfor i ballade og retssager, men det er en anden historie.

    I andelstiden blev det naturligt nok i Daugbjerg by, sognets folk placerede de fælles institutioner. Mejeriet kom i 1906 og forsamlingshuset i 1908. Byen fik et par købmand, en bagerforretning og nogle håndværkere og i 1946 tilmed også et stadion.

                    Daugbjerg ca. 1905

Bjergmænd og kalkbrændere   

I Daugbjerg finder vi både Daugbjerg Daas og Dybdal Kalkgruber. Den mærkelige bakkeknude og de underjordiske kalkgruber har til alle tider talt til almuens fantasi. I Daasen boede ellefolk og bjergmænd, og i gruberne skjulte røvere og stimænd sig, og her fejrede taterne deres natlige orgier i faklernes skær. Digteren Jeppe Aakjær, der havde stor passion for folkeminder, lader da også i bogen om ”Jens Langkniv” sin hovedperson kaste lystne øjne efter Daugbjerg-præstens smukke, rødhårede kone, der bestemt ikke var afvisende. Da Jens under kalkbrænderfesten følte sig truet, greb han straks den iltre rødtop og bragte hende med sig ned i de mørke grubegange for at fornøje sig med hende i sin elskovshule. Den slags sagn og røverhistorier er herligt at kunne fortælle en flok gysende turister, mens de sidder sammenkrøbne i kalkskakten omkring skæret fra en petroleumslampe. Kunsten at kunne gøre det, så uhyggen krøb som mørke skygger langs de kolde vægge, beherskede Johanne Hildsgaard. Hun huserede i Daugbjerg Kalkgruber helt frem til 1980’erne.

    Kalkbrydning i Daugbjerg var begyndt i 1100-tallet. Da lærte danskerne at bygge stenhuse i granit og tegl, og begge dele krævede kalk som bindemiddel. Kalken blev først brudt i grave, men efterhånden også i underjordiske gange. Med en hakke banede huggeren sig vej under jorden. Mændene huggede de grålige kalksten løs mellem flintlagene, mens kvinderne med krogede rygge bar kalkstenene i trug foran sig op til indgangen. Her foregik brændingen i primitive ovne. For hver brænding fyrede kalkbrænderne uafbrudt med lyngknipper i ovnens fyrkanal i fire dage for at holde indholdet gloende. Temperaturen i brændingen skulle over 1.000 grader for at kalkstenene blev til porøst brændt kalk, der kunne læskes, men i de simple ovne gik meget til spilde. De mange små private ovne, som gårdmænd i Daugbjerg ejede, fik det derfor svært, da industriel produktion af kalk tog fart i slutningen af 1800-årene. De sidste små kalkværker forsvandt omkring 1. verdenskrig. Dermed forsvandt også de grønne hestetrukne kalkvogne, som kalkmændene benyttede, når de rullede af sted over heden for at bringe kalken ud til markeder, gårde og købstæder i det meste af Jylland.

Daugbjerg Dås

       Gamle kalkgrover ved slugten i Daugbjerg                                      

Folketal: